Masterafhandling: "Keramisk Kunsthåndværk".
Opgaven stiller spørgsmålet om hvilke forudsætninger for kunsthåndværk der findes på det kulturelle marked. På hvilken måde optræder keramisk kunsthåndværk i perspektiv af markedet og brugeren. Spørgsmålet besvares gennem to teorier, jeg bruger Carl Mengers Principles and Theory of Goods for at forstå grundlæggende principper for varens værdi. Dernæst Judy Attfields definition af Wild Things and Things with Attitude hvor brugeren er skaber af betydning i objekter. Jeg anvender Carsten Fribergs artikel om Det Æstetiske Aktualitet til at pege på de sammenfald af æstetiske sansninger, der eventuelt findes mellem udøver og bruger.
Teorierne skulle gerne belyse den manglende forbindelse, jeg i mit arbejde som underviser på Danmarks Designskole, Bornholm, ser i forståelsen for betydningen af keramisk kunsthåndværk på det kulturelle marked når det forlader udøver og udøvers intentioner.
Jeg ser på forudsætningerne for keramisk kunsthåndværk på det kulturelle marked gennem kvalitative interviews med to cases, den første case er to studerende på Danmarks Designskole, Bornholm, den anden case er gallerist for keramisk kunsthåndværk i København.
Med opgaven vil jeg pege på egen undervisning og foreslå mulige anvendelser af forståelsen for brugerens intentioner. Jeg vil til sidst overveje hvordan denne forståelse for brugerens intentioner bliver brugt af eksisterende firmaer og institutioner der sælger og udstiller keramisk kunsthåndværk.