
Denne rapport skal ses som en kortlægning af Designskolen Koldings forskningspotentialer i krydsfeltet mellem interaktive medier og visuel kommunikation. Grundlaget for kortlægningen er de initiativer og projekter, som allerede i dag findes på Designskolen, efterfulgt af vores bud på, hvordan de kan gøres operationelle i en forskningsmæssig sammenhæng.
På Designskolen Kolding er der blevet produceret en lang række projekter som umiddelbart ansporer til videre udvikling i forskningsregi. Råstoffet til at opbygge en forskningspraksis er dermed til stede, men skal aktiveres.
Vi har valgt at betragte Designskolens forskningspotentiale på tre niveauer med relevans for forskningen på alle niveauer fra de studerendes projekter til det faste videnskabelige personales forskningsindsats. Tilsammen kan disse tre niveauer definere og udbygge størsteparten af de potentialer, som allerede i dag findes på Designskolen.