Danish Centre for Design Research
ENGLISHDANSKKONTAKTSITEMAPRSSRSS
Kirsten Marie  Raahauge
Kirsten Marie Raahauge
Lektor

Kirsten Marie Raahauge er lektor ved Kunstakademiets Designskole.

Kirsten Marie Raahauge anlægger i sin forskning antropologiske vinkler på rum, lige fra inkaernes landskaber i Andesbjergene til Rådhuspladsen i København og velhaverkvarterer i Århus. Hun udforsker gennem feltarbejde med bl.a. deltagerobservation og interviews, hvordan de fysiske rum (f. eks. hjemmet, boligkvarteret, byen eller landskabet) og menneskers brug og opfattelse af disse rum indvirker på hinanden.

Eksempelvis er Kirsten Marie Raahauge i færd med at undersøge sammenhænge mellem billedkunstneres værker og atelieret, hvor de producerer værkerne. Et andet eksempel er udforskningen af, hvordan et boligkvarters udformning påvirker samkvemmet mellem naboer; på hvilke måder landskabelige og urbane formationer som bakker eller plan grund, bevoksning eller udkig til hav, lige eller snoede veje har betydning for beboernes sociale liv.

Et aktuelt interesseområde for Kirsten Marie Raahauge er hjemsøgte huse. Her undersøger hun, hvordan mennesker tackler det at opleve noget, der ikke er til at forstå eller kontrollere, og hvilken rolle de rum spiller, som oplevelserne finder sted i.

Kirsten Marie Raahauge er desuden interesseret i museer og deres rolle i det omgivende samfund; museer kan blåstemple kunst eller repræsentere et folk gennem en enkelt montre - f.eks. med kopper og fade, men mest af alt bruges de i disse år til at skabe oplevelser for de besøgende.

Kirsten Marie Raahauge har undervist i antropologi og andre kulturanalytiske emner fra bachelor- til ph.d.-niveau på flere danske universiteter. På Danmarks Designskole tilstræber hun at styrke forbindelsen mellem de teoretiske redskaber og den konkrete designproces. Desuden ønsker hun ved hjælp af ekskursioner til f.eks. museer, banegårde, parker og bymiljøer at forankre de studerendes forståelse af rums betydning for mennesker.

Kirsten Marie Raahauge er mag.scient. fra Institut for Antropologi, Københavns Universitet, i 1993 og ph.d. i antropologi fra Institut for Arkitektur & Design, Aalborg Universitet / Statens Byggeforskningsinstitut, i 2006.

 

Nøgleord

Rumantropologi, designrum, rum, materialitet, visuel kultur, visuel kommunikation, urbanitet, landskaber, museer, hjem, hjemsøgte huse
 

E-mail