Joachim Halse er forskningsadjunkt på Kunstakademiets Designskole.
Som forsker arbejder Joachim Halse i spændingsfeltet mellem antropologi og design, hvor han eksperimenterer med at skabe et frugtbart samspil mellem antropologiske undersøgelser af hverdagsliv på den ene side og designmæssig udforskning af nye muligheder på den anden.
Joachim Halse er tilknyttet forskningsprojektet Design-Antropologisk InnovationsModel (DAIM) på Danmarks Designskole. Projektet sigter mod at udvikle en bredt anvendelig design-antropologisk innovationsmodel på baggrund af et konkret pilotprojekt omkring affaldshåndtering. Med DAIM-projektet udvikler designforskerne sammen med Vestforbrænding og de øvrige deltagere i projektet design-antropologiske innovationsmodeller med brugeren i centrum. Se artiklen Involvering af borgere giver mere miljøvenlig affaldshåndtering i netmagasinet Mind Design. Projektet er et samarbejde mellem designforskere og designere fra Danmarks Designskole, Vestforbrænding, Mads Clausen Instituttet, Syddansk Universitet samt en række danske og udenlandske designbureauer.
Hverdagslivets innovationspotentiale er et af de områder, Joachim Halse arbejder med i sin forskning. Han mener, at når formuleringen af vores drømme, værdier og aspirationer inden for rammerne af hver vores livsverden udtrykkes sammen med et netværk af andre eksperter, indenfor f.eks. formgivning, service design eller miljøplanlægning, er scenen sat for en udforskning af nye muligheder, der helt eksplicit trækker på det eksisterende som en ressource, snarere end at forsøge at vriste sig fri af det og opfinde verden på ny. Det er en slags udvidet brugerinddragelse, hvor brugeren ikke kun inddrages sidst i designprocessen som sandhedsvidne omkring hvorvidt et produkt er betjeningsvenligt, men tages alvorligt som dialogpartner for designarbejdet gennem hele processen. Denne form for brugerinddragelse er et vigtigt aspekt af DAIM-pilotprojektet.
Joachim Halse er endvidere optaget af det muliges etnografi. Han ser en stående udfordring i at udforske tilblivelsen af nye designmuligheder etnografisk, trods det, at studieobjektet endnu ikke eksisterer. Han interesserer sig for, hvordan man med et mix af deskriptive og kreative metoder kan udforske de nye muligheder, der ligger inden for forestillingens horisont, men som endnu ikke kan artikuleres fuldt ud.
Et tredje interesseområde er design som performance, dvs. tidlige opførelser af designidéer som om de fandtes på det sted, hvor de tænkes at skulle virke og med de mennesker, der tænkes at skulle bruge dem. Herved bliver de praksisser, der udfolder sig, når ideen opleves i et socialt rum, synlige, og får lov at virke tilbage på ideen, som herved udfordres og udvikles.
Joachim Halse er bachelor i antropologi fra Københavns Universitet, master i informationsteknologi fra IT Universitetet København og blev ph.d. i designantropologi samme sted i 2008.
Nøgleord |