Danish Centre for Design Research
ENGLISHDANSKKONTAKTSITEMAPRSSRSS
Anette Højlund
Anette Højlund
Underviser
Ph.d.

Anette Højlund er underviser på Kunstakademiets Designskole.

I sin ph.d.-afhandling Mind the Gap! Om tegning og tilblivelse. Udkast til en tegnefilosofi undersøger Anette Højlund tegnebegrebet og det potentiale, der ligger i tegning. Afhandlingen skal ses som et bidrag til en diskussion af tegnebegrebet – hvordan kan vi tale om tegning og hvad mener vi egentlig, når vi siger 'tegning'?

Afhandlingen er bygget op omkring et særligt perspektiv på tegning, der fokuserer på tegningen som 'en tegnen sig', dvs. dette at tegningen, samtidig med at den tegnes, er med til at tegne en forestilling eller idé for tegneren. I afhandlingen ses tegning på samme tid som proces og billede, handling og bevidsthed samt som mulighed for en udvidelse af verden. Anette Højlund undersøger perspektivet gennem analyser af egen og andres praksis. Hun undersøger endvidere, hvordan dette syn på tegning understøttes af og bidrager til relevante filosofiske diskussioner, og hun forholder sig til filosoffer som blandt andre Gilles Deluze, Giorgio Agamben og Roland Barthes.

Anette Højlund undersøger i afhandlingen tegneprocesser som skabelsesprocesser. I hendes forståelse kan tegning på samme tid nærme sig verden eller få verden til at fremkomme og skabe en afgrund – en mangel på betydning. Tegningen skaber således på én gang afklaring og åbninger eller ’huller i verden’. Ifølge Anette Højlund er disse forhold medvirkende til, at der er brug for tegning i de kunstneriske fag, idet tegneprocesser og tegninger kan åbne for ny erkendelse og nye spørgsmål. Hun mener, at man med god ret kan anskue tegning som et billede på kunstens natur.

I afhandlingen berører Anette Højlund også tegnepædagogikken og tegneundervisningens plads på de kunstneriske uddannelser. Hvor tegneundervisningen tidligere havde en central plads i undervisningen på de kunstneriske uddannelser, er denne plads i dag – især på designskolerne – erstattet af øvelser i at tænke konceptuelt og struktureret og disse har delvist fortrængt den intuitivt ledede fordybelse og formgivning gennem tegning. Anette Højlund mener imidlertid, at der er uudnyttede muligheder i tegning og tegningers billedskabende kraft. Den studerende kan gennem tegning helt konkret erfare tilblivelse og lærer samtidig det kunstneriske materiales stof og betingelser at kende. Hun mener ikke at det skal ske på bekostning af det digitale tegnemedium, eller konceptuel tænkning; alle disse tilgange spiller sammen og understøtter hinanden.

Anette Højlund er billedkunstner og har desuden studeret idéhistorie og litteraturvidenskab. Hun blev ansat på Danmarks Designskole i 2000 og i 2012 blev hun ph.d. fra Kunstakademiets Designskole under den såkaldte lærer-ph.d.-ordning, som indebærer en udvidet undervisningspligt.

Hun underviser i billeddannelse, designprocesser og illustration på Kunstakademiets Designskole.
 

Anette Højlunds ph.d.-projekt er omtalt i artikler i Mind Design #49, april 2012: Udnyt tegningens potentiale! og #3, november 2007: Visualisering er genstand for forskning

Eksterne link
Personprofil på READ
E-mail