Anders Brix er professor ved Institut for design og kommunikation på Kunstakademiets Arkitektskole.
Når Anders Brix undersøger, om vi med fordel kan skubbe til traditionelle opfattelser af, hvad rummet (selve bygningen) kan, og hvad inventaret eller møblerne kan, er intet givet på forhånd - undtagen ønsket om at være med til at åbne nye muligheder. Anders Brix har samlet eksempler på, at grænserne mellem rum og møbel ikke nødvendigvis ligger fast. For eksempel kan stolene faktisk være gulvet og vice versa, ligesom en trappe kan have møbelfunktioner. Det handler om samspil mellem rum, inventar, møbler og ikke mindst menneskelige aktiviteter i rummet.
Anders Brix undersøger bl.a. ovenstående i projekter med titler som Det adaptive rum (rummet, som tilpasser sig), Konfigurerbare rum, Det faste og det flydende eller Rum og møbel, møbel og rum. I denne del af sit arbejde ønsker Anders Brix at medvirke til at gøre det muligt at skabe fleksible rum (og inventar og møbler) - egnede til flere forskellige anvendelser, som stiller hver deres krav til f.eks. siddemuligheder, arbejdspladser, gulvplads, belysning eller stemning osv. I naturlig sammenhæng med dette er Anders Brix også leder af et forskningsprojekt, der bl.a. har det mål at starte opbygningen af et strategisk netværk for møbeldesignere, møbelproducenter og forskere. Se artiklen Forskning fremmer innovation i dansk møbelbranche.
Et andet område, som har Anders Brix’s store interesse, er brugen af moderne industrielle teknikker og materialer til udvikling af formgivning og arkitektur. Han har derfor løbende samarbejder med en række industrivirksomheder. I forskningsprojektet Arkitektonisk formsyntaks på grundlag af industrielle formpotentialer arbejder Anders Brix blandt andet på at afdække mulighederne for IT-støttet udformning og produktion af brugertilpassede, individuelle produkter. Et af projektets mål er at skabe et kunstnerisk anvendeligt overblik over mulighederne for formgivning i moderne, CNC-baseret (computerstyret) industriel produktion.
Som arkitekt arbejder Anders Brix i alle størrelsesforhold. Hovedvægten ligger på innovativt og æstetisk krævende opgaver inden for industriel design, møbelformgivning og by- og landskabsinventar.
Anders Brix er medlem af Kunstnersamfundet, æstetisk rådgiver for Vejdirektoratet og flere virksomheder og beklæder adskillige tillidsposter, bl.a. som medlem af Designrådet og bestyrelsesmedlem i virksomheden Modulex AS.
Anders Brix er uddannet arkitekt med afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1990.
NøgleordFormgivning, industriel design, designteori, innovation, konceptudvikling, æstetisk form, industrielle processer, industriens materialer, møbler, aptering, infrastruktur, transport. |