Thomas Markussen er ansat som lektor ved Institut for kommunikationsdesign på designskolen Kolding.
Han fokuserer i sin forskning især på 5 områder:
1. Fortælling, spil og semiotik. Fiktion giver folk en helt særlig mulighed for at træde ind i en verden, hvor de kan udforske og blive klogere på deres egne reaktioner og følelser i forhold til bestemt situationer og dilemmaer. I sit arbejde er Thomas Markussen optaget af spørgsmålet om hvordan fiktion og fortællinger kan være materiale for designeren. På seminaret Designing Emotions for Games and Narratives på Designskolen Kolding i 2012 satte Thomas Markussen sammen med andre forskere fokus på hvordan fiktion og fortællinger kan omsættes i designet af spil til indsatte i fængsler og deres børn (se artikel i Mind Design).
Arbejdet med fortælling og spil design giver Thomas Markussen mulighed for at forene designforskning med sin oprindelige uddannelse inden for litteraturvidenskab og semiotik. Semiotikken er derudover central for hans forståelse af vores interaktion og oplevelse af produkter. Produktinteraktion kan i virkeligheden for ham at se bedst anskues som en mikronarrativ sekvens, hvor brugere inviteres til at tilskrive produktet betydninger gennem oplevelse og brug. Nogle produkter giver sågar anledning til at vi knytter modsatrettede betydninger og følelser til dem. Et godt eksempel herpå er Alessandro Mendinis berømte proptrækker Anna G, der spiller ironisk på tvetydigheden mellem luder og madonna.
2. Design & Emotion. Thomas Markussen er i sin forskning interesseret i hvordan produkter kan designes til situationer der involverer negative og måske endda ubehagelige følelser, fx inden for sygehuse, fængsler og andre lignende institutioner. Ligeledes er han optaget af forskellen mellem følelser og affekt og hvordan digitale teknologier giver helt nye muligheder for at engagere de sider af oplevelsen.
3. Designaktivisme som en æstetisk kritisk praksis, og hvordan design aktivisme adskiller sig fra den politiske aktivisme og aktivismen inden for kunsten. Thomas Markussen ser her på designs rolle i hænderne på aktivisten og på hvordan design kan engagere mennesker til selv at forme deres omverden efter deres egne behov, ønsker og drømme, ligesom man ser det i Santiago Cirugeda, der er en pioneer inden for det man kalder urban hacktivism. Thomas Markussen har i længere tid beskæftiget sig med design interventioner og aktivisme i byrummet (se paper).
4. Derudover arbejder Thomas Markussen sammen med andre forskere på Designskolen Kolding på at udvikle en bedre teoretisk og metodologisk forståelse af forskning-gennem-design (research-through-design). Forskning-gennem-design bruges ofte om en forskningstilgang hvor designprocessen anses for at være en legitim måde at forske på. Men der findes mange forskellige metoder inden for forskning-gennem-design og der er et stort behov for en bedre og mere systematisk forståelse af denne forskningspraksis. På Designskolen Kolding har forskerne forsøgt at udvikle et skitseringsværktøj som designforskere kan bruge til at skabe større klarhed og forståelse af hvordan designprocessen kan anvendes som forskningspraksis.
5. Interaktionsdesign og digital kunst, som er centrale elementer i Thomas Markussens ph.d.-projekt, Conceptual Blends in Interaction Design. Toward a Cognitive Semiotic
Framework for Online Meaning Construction and Embodied Interaction.
I ph.d.-projektet arbejdedeThomas Markussen med nogle af de nye interaktions- og oplevelsesformer, som er opstået ved brugen af computerteknologi. Interaktionsdesign omfatter design af de brugergrænseflader, hvorigennem vi interagerer med digital teknologi. Tidligere foregik dette primært ved brug af skærm, tastatur og mus. I dag er computerchips i stigende grad integreret i alt fra elektronik til f.eks. tekstiler og bygninger. Samtidig bruges IT til nye typer opgaver på arbejdspladser, i hjemmet, på skoler, i kulturinstitutioner og i det offentlige rum. Det er derfor aktuelt for interaktionsdesigneren at arbejde med flere sider af den menneskelige oplevelse og med social interaktion mennesker imellem.
Et centralt mål i Thomas Markussens ph.d.-projekt var at skabe mere viden om, hvordan interaktionsdesignere kan arbejde med æstetiske eller følelsesmæssige oplevelser og med sansning og bevidsthed (se artikel i Mind Design).
Thomas Markussen har bl.a. forsket i intelligent beklædning (se paper) og i interaktiv udstillingsdesign (se artikel). I forbindelse med udviklingen af en robot, som i fremtiden selv vil kunne tage blodprøver fra patienter på danske sygehuse, har han desuden undersøgt brugeroplevelsen med fokus på den følelsesmæssige interaktion mellem patient og robot. Når blodprøven skal tages af en robot, vil de fleste foretrække, at robotten virker nænsom, rolig, varm og blød måske ligefrem venlig, frem for det modsatte. Så der er brug for viden om, hvad der påvirker menneskers oplevelse af maskiner: Hvilken rolle spiller billeder af robotter i film og andre medier? Hvordan kan berøring af patientens krop bruges designstrategisk til at fremkalde positive følelser?
Thomas Markussen er mag.art. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet i 2005. I 2010 blev han ph.d. fra Aarhus Arkitektskole.
NøgleordKognitiv semiotik, designsemiotik, kognitionsforskning, produktsemantik, fænomenologi, interaktionsdesign, embodied interaction, æstetiske teorier, udstillingsdesign, digital kunst. |