
Mette Volf er ansat som studielektor på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet og som timelærer på Arkitektskolen Aarhus. Hun er ph.d. fra Design på Arkitektskolen Aarhus.
Mette Volfs ph.d.-projekt har titlen Når nogen ler, er der noget på spil. En undersøgelse af designprocessen som social konstruktion – herunder af humorens betydning for kreativiteten i designprocessen. Her undersøger Mette Volf designprocessen med fokus på dele af den, som normalt ikke er italesat, men som er internaliseret viden. Mette Volf har både interviewet designere og observeret dem, mens de arbejder. Her fremgår det, at der kan være store forskelle i tilgangen til og forståelse af, hvad design er, når designerne selv fortæller, hvad de gør. Men hendes forskning viser også, at der findes ”noget fælles”, som designerne som regel ikke selv er bevidste om. Der findes således processer, tænkning, forståelser og metoder på tværs af tilgange og genstandsfelter, som synes at være grundlæggende for alt designarbejde, og ifølge Mette Volfs forskning indgår disse ligheder i designerens tavse viden, som en internaliseret del af designmiljøets kollektive livsverden.
Formålet med ph.d.-projektet er at skabe viden om, hvordan og på hvilke grundlag designere træffer valg, herunder hvilken indflydelse designeres livsverden, sociale miljø, uudtalte normer samt interaktionen designere imellem har på processen og således på det endelige artefakt.
Humor har en central placering i Mette Volfs forskning. Hun præsenterer bl.a. i projektet strukturelle ligheder mellem kreativitet og humor samt forskellige teoretiske tilgange til humor. Humor indgår således på forskellig vis i det kreative arbejde. Hvis eksempelvis en designer i et designteam, der er i gang med at idegenerere, kommer til at præsentere med en dårlig idé, kan vedkommende eller de andre designere i gruppen f.eks. benytte humor og lave sjov, så de er medvirkende til at vedkommende ikke taber ansigt. Dermed kan humoren være medvirkende til at skabe åbenhed og tryghed, hvor meget er tilladt. Men det kan også benyttes til det modsatte. At benytte humor som en del af sociale strategier er noget designere er socialiseret ind i gennem deres uddannelse, vurderer Mette Volf.
Mette Volf analyserer sine iagttagelser ud fra blandt andet socialkonstruktivistiske teorier. En persons viden, virkelighed og udgangspunkt er forskelligt alt efter, hvilken social konstruktion eller hvilket ”samfund”, man indgår i. Mette Volf sammenligner designfaget med et samfund. ”Samfundet” har borgere (designere) og regler (tillærte færdigheder og uskrevne normer, som designere deler). Mennesker skabes af samfundet, og samfundet er skabes af mennesker.
Mette Volf underviser i visuel kultur og kreative processer på halv tid som studielektor på Institut for Æstetiske Fag på Aarhus Universitet. Hun har desuden undervist i flere forskellige sammenhænge, blandt andet på Den Grafiske Højskole, Designskolen Kolding, Folkeuniversitetet samt Arkitektskolen Aarhus, hvor hun også underviser i dag på halv tid.
Mette Volf er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus, Afdelingen for Møbel og Rumkunst i 1996. Hun har taget en videreuddannelse som arkitekturformidler i 1997. I 2012 blev hun ph.d. fra Arkitektskolen Aarhus.