
Mads Nygaard Folkmann er lektor ved Syddansk Universitet.
Mads Nygaard Folkmanns aktuelle forskningsprojekt har titlen Design og imagination. Designs usynlige mulighedsrum. I dette projekt vil han undersøge, hvad der sker, når en designers vision omsættes til et produkt, der kan opfattes og bruges af andre. Forskningsprojektet udføres delvist i regi af Center for Designforskning.
Når en designer slipper sit værk, og andre begynder at bruge det, får værket sit eget liv, som designeren ikke længere kan styre. I projektet interesserer Mads Nygaard Folkmann sig bl.a. for spørgsmål som: Hvordan og i hvor høj grad kan man af et værk aflæse den vision, værkets skaber havde? Hvilke faktorer skal være til stede for, at et værk bliver banebrydende i den forstand, at det i et eller andet omfang ændrer menneskers virkelighedsopfattelse? Og hvilken betydning har det, der foregår i transformationen fra idé til værk, eventuelt i den forbindelse?
Mads Nygaard Folkmann vil bl.a. forsøge at identificere forskellige faser i designprocessen gennem interviews med designere og studier af deres arbejde med konkrete projekter. Han ønsker med projektet at medvirke til udvikling af ny teori og øget viden om, hvad designarbejde egentlig består af, og om hvordan imagination (forestillingsevne) fungerer i designprocesser. Teori og viden som på længere sigt kan være til gavn ikke mindst i uddannelsen af designere.
I sin ph.d.-afhandling fra 2007 Mulighedsrum. Poetisk Imagination i den europæiske romantik tog Mads Nygaard Folkmann udgangspunkt i analyser af forfatterne: Novalis, Keats og Stagnelius. Nogle af synsvinklerne i afhandlingen videreudvikler han nu i sin designforskning. Begrebet mulighedsrum betegner det af ny betydning, som opstår, når forestillingsevnen er på spil. Hvad enten hensigten er kunstnerisk eller filosofisk undersøgelse af det muliges grænser, eller ærindet er at skabe nye muligheder for menneskers interaktion med eller erkendelse af omverdenen gennem et designobjekt.
Mads Nygaard Folkmanns indgang til arbejdet med design og designforskning har i vid udstrækning haft med formidling at gøre. Han har været skribent og projektleder i flere sammenhænge. Artikler af Mads Nygaard Folkmann om design og designere kan blandt andet findes i Designviden på Dansk Design Centers hjemmeside og i netmagasinet Mind Design.
Mads Nygaard Folkmann er cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 2000 og blev ph.d. samme sted i 2007.
NøgleordImagination, æstetik, designteori, designproces, formidling |