Kunsthåndværket har i flere omgange i den offentlige debat været sat i skammekrogen. Det mener direktøren for Danish Crafts, Birgitte Jahn, der har denne måneds stafet om det udvidede designbegreb. Hun spår imidlertid, at det, designeren kan med sit materiale, vil stå endnu stærkere om fem år, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Det at have lært en praktisk disciplin til bunds giver mulighed for at udfordre både materialet og andre fagområder.

Af Hans Emborg Bünemann

Hvad forstår du ved det udvidede designbegreb? Hvad mener du, der ligger i det?
Det udvidede designbegreb udtrykker vel behovet for mere strategisk og processuel tænkning og er orienteret mod immaterielt design. I introduktionen af begrebet ligger et ønske om at udvide designdisciplinen til at rumme andre løsninger end den traditionelle faglighed og tage nutidens store udfordringer op inden for eksempelvis miljø og sociale forhold.  
 

Birgitte Jahn er direktør for Danish Crafts, Informationscenter for dansk Kunsthåndværk Foto: Dorte Krogh

Ideen med introduktionen af det nye, udvidede designbegreb har for mig at se været at etablere et nyt tankesæt, der giver designere nye og udvidede muligheder for at agere på arbejdsmarkedet. Hvor designløsninger tidligere tog udgangspunkt i de enkelte nationale kulturer, er der i dag et stigende behov for at tilpasse løsninger til en verden, hvor kulturer mødes.

Men med hele begrebsliggørelsen omkring dette nye udvidede designbegreb sker der imidlertid også en uheldig forskydning i uddannelsesinstitutionernes fokus. Det er klart, at det bliver på bekostning af noget, når man opprioriterer den mere teoretiske tilgang på en uddannelse. Med arbejdsløshedstallene blandt designerne in mente har man valgt at satse – kortsigtet tror jeg – på det, man mener, der er mest efterspurgt i erhvervslivet. På længere sigt tror jeg, at man vil fortryde nedprioriteringen af de kunstneriske aspekter i designet.

Hvad er konsekvensen af det udvidede designbegreb for måden, hvorpå vi tænker og taler om design?
I kunsthåndværkets verden, som jeg tilhører, sker der for tiden en ophævelse af grænserne mellem fagområder som kunst, kunsthåndværk og design. Men den stærke kernekompetence fastholdes som udgangspunkt for denne form for tværfaglighed, der er på spil her. Det at have lært en praktisk disciplin til bunds giver mulighed for at eksperimentere og udfordre både materialet og andre fagområder. Dér kan man drage en parallel til det udvidede designbegreb, der også betegner den tværfaglige måde at arbejde på. Jeg ser bare en fare i, at man ikke rigtig har fat i kernekompetencerne, men primært vil lære designerne at bruge hjælpediscipliner. Det er kernefaglighederne – uanset om de er materielle eller teoretiske – der skal mødes, og det kan de kun, hvis de findes og fortsat udvikles.

Som allerede sagt er der over de sidste år blevet etableret en diskurs om design, som vender sig fra den klassiske formgivningsdisciplin mod f.eks. det immaterielle, processuelle design. Det har betydet, at den klassiske formgivning i en periode har været sat i skammekrogen. Kunsthåndværket har i flere omgange i den offentlige debat været udråbt som den bagstræberiske del af designet. Men jeg tror, at den kunstneriske, fri, undersøgende, eksperimenterende arbejdsmetode, der ligger i kunsthåndværket, er ved at vinde indpas igen. Der er meget, der peger i den retning. Jeg tror, at den negative effekt, det udvidede designbegreb har haft på kunsthåndværket, er ved at fortone sig.

Om fem år vil det, som kunsthåndværkeren eller designeren kan med sit materiale, stå endnu stærkere end i dag, hvis udviklingen fortsætter. Jeg ynder at bruge det meget enkle og formidlende eksempel fra Danish Crafts’ temamagasin Fokus, hvor designeren Erik Magnussen forklarer, at hans evne til at tegne den termokande, han har tegnet for Stelton, som er både velfungerende, æstetisk og nem at producere, bunder i hans baggrund som keramiker. Han er skolet i at arbejde med de muligheder og begrænsninger, materialet giver.

Jeg er enig i, at der er et behov for et opdateret designbegreb. Og vi skal være internationalt orienteret også i forhold til vores uddannelsessystem. Vi skal også bruge design med et samfundsmæssigt, socialt sigte som f.eks. Index har gjort med temaet Design to Improve Life. Skolerne skal give de studerende teoretiske redskaber, men formgivningstalentet kan blive kvalt, hvis teorien bliver overdoseret. Det vil være et fejlgreb, hvis skolernes fokus trækkes for langt væk fra det klassiske formgivningsbegreb, altså hvis værkstedstimerne fortrænges for meget af teoritimer.

Hvad er konsekvensen af det udvidede designbegreb for måden, hvorpå vi opfatter og arbejder med designforskning? Hvilke udfordringer ligger der i forlængelse af at anvende det udvidede designbegreb?
Det vigtigste er at passe på ikke at miste dansk designs DNA, der er kendetegnet ved dels en stærk håndværksmæssig tradition med en fri, eksperimenterende arbejdsform, dels et stringent, formmæssigt udtryk.

Det udvidede designbegreb giver naturligvis også god mening på mange måder og kan blandt andet føre til, at designerne bliver mere forretningsorienterede og tænker mere tværdisciplinært, og den udvikling bifalder jeg. Og når de klassiske formgivere går i samarbejde med etnologer og psykologer, kan der vise sig nye muligheder for anvendelse af deres frembringelser, og de kan udvikle nye produkter, konkrete såvel som immaterielle.

Men jeg vil fastholde, at forudsætningen er, at de kan deres fag til fingerspidserne. Vi skal have samarbejde mellem specialister, ikke ende med en hær af generalister.

I næste måned sender vi stafetten videre til Erik Stolterman, Professor and Director of Human Computer Interaction Design, Indiana University, USA.
 

Mind Design #9, 2008