Erik Stolterman er professor ved Indiana University School of Informatics. Han er en af de centrale forskere inden for design af software, men forsker også i design som kreativ proces. I bogen The Design Way fra 2003 beskriver Stolterman, hvordan design for længst er blevet noget andet og mere end håndværk og industriel produktion. For ham er design en måde at anskue verden på, som giver et perspektiv på linje med for eksempel politik eller religion.

Af Charlie Breindahl

Professor Erik Stolterman fra Indiana University School of Informatics forsker blandt andet i design som kreativ proces.

Hvad forstår du ved det udvidede designbegreb?
Som jeg forstår det udvidede designbegreb – hvis jeg ellers har forstået det rigtigt – så er det udtryk for en tilgang til verden. Det er en menneskelig tilgang til verden, og det er en tilgang på samme niveau som andre tilgange som videnskab, kunst, religion eller politik. Som jeg ser det, har hver af disse tilgange sine særlige kvaliteter, og mennesker bruger disse tilgange til specifikke formål.

Valget af tilgang sker i forhold til forståelsen af det konkrete problem såvel som en mere omfattende forståelse af verden. I nogle tilfælde falder valget på en politisk tilgang, i andre tilfælde en religiøs eller en videnskabelig tilgang, og endelig falder valget i nogle tilfælde på design som tilgang til problemet. Det er min forståelse af begrebet, og det er på det niveau, jeg vælger at placere det.

Hvad er konsekvensen af det udvidede designbegreb for måden, hvorpå vi tænker og taler om design?
Konsekvensen er en konstatering af, at design endnu ikke bliver set i den rigtige kontekst. Forståelsen af, at design er vigtigt og interessant, breder sig, men når mennesker taler om design, bliver design stadig placeret i en underordnet rolle. Design bliver nærmest opfattet som et værktøj, der kan bruges af de andre tilgange til verden. Virksomheder har for eksempel fundet ud af at bruge design som et værktøj til at tjene penge. Videnskaben bruger også design som et værktøj, og det samme gælder for de andre tilgange.

Det er sådan set fint nok, at tilgangene låner af hinanden på kryds og tværs, men det, jeg ser som problemet, er, at design ikke bliver anerkendt på lige fod med de andre tilgange. Konkret betyder det, at mange af de ting, som designere gør, ikke bliver forstået og anerkendt af de andre tilgange.

Hvis vi tager forholdet mellem forskere og kunstnere, så er der som regel ingen problemer. Begge parter vil respektere hinandens tilgang og være fuldstændig klar over, at kunst ikke kan frembringes med videnskabelige metoder. Hvis man frembringer kunst ved en videnskabelig proces, så er det netop ikke kunst længere. Desværre er der ikke den samme forståelse for design.

Vi oplever i øjeblikket en stærk tendens til at videnskabeliggøre design, hvor tankegangen tilsyneladende er, at design er sådan noget ukontrolleret og luftigt noget, som vi er nødt til at strukturere, så det kommer til at ligne videnskab – men med en manglende erkendelse af, at når man gør det, så fjerner man selve kernen i design.

Så længe der er denne manglende erkendelse af, at design har sin egen tradition og sin egen måde at gøre tingene på, vil det let kunne ske, at mennesker faktisk ødelægger design.

Hvad er konsekvensen af det udvidede designbegreb for måden, hvorpå vi opfatter og arbejder med designforskning? Hvilke udfordringer ligger der i forlængelse af at anvende det udvidede designbegreb?
Jeg siger ikke, at man ikke kan forske i design. Der kan laves en masse forskning i og omkring design, men man kan ikke forvandle design til forskning, hvilket er noget helt andet. Det er helt fint at forske og forsøge at lære mere om design, ligesom det for eksempel er helt fint at bruge designtilgange i et forskningsprojekt. Du kan sagtens bruge designtilgange som et forskningsværktøj, hvis du vil opnå bestemte ting, men du kan ikke gøre forskning til design.

Jeg har faktisk skrevet en artikel for nylig om, hvad det vil sige at være disciplineret som designer. Der bliver talt meget om design som denne mærkelige, intuitive proces, som man aldrig rigtig ved, hvor man har, og i min artikel forsøger jeg at vise, at den opfattelse er helt, helt forkert. Jeg vil vise, at design er lige så disciplineret som enhver anden tilgang.

Det er netop fordi design er denne skøre, fleksible, komplet intuitive proces, at vi har udviklet alle disse værktøjer og teknikker. Det er meget bevidst, og hvis du vil have styr på, hvad du laver, er du netop nødt til at være meget disciplineret som designer. Du kan ikke designe uden at kende fremgangsmåden. Ligesom det gælder for de andre tilgange, skal du være helt sikker på, hvad det er, du laver.

Det er kun, hvis du ser på design med videnskabelige briller, at design ikke virker struktureret og rationel. Hvis du ser på design med designerens briller, så er design fuldstændig struktureret og rationel.

Mind Design #10, 2008