Danish Centre for Design Research
ENGLISHDANSKKONTAKTSITEMAPRSSRSS

Ønsker forskere med i debatten


Helhedsorienteret. DDC-direktør Nille Juul-Sørensen ser designfaget og designforskningen som uundværlige brikker i spillet om at løse fremtidens udfordringer i samfundet.Foto: Henning Hjort
Send artikel
Print/pdf Abonnér Facebook

Designforskerne skal være mere aktive i den offentlige debat. Den viden, de skaber, skal frem i lyset og spille mere sammen med viden fra andre fagområder. Ifølge Dansk Design Centers direktør Nille Juul-Sørensen, der tiltrådte i november 2011, er det en forudsætning for at finde visionære løsninger på aktuelle samfundsudfordringer.

Af Hans Emborg Bünemann

PORTRÆT Der er hårdt brug for de danske designforskeres viden, når vi skal finde løsninger på samfundets store udfordringer. Det mener den nye administrerende direktør i Dansk Design Center (DDC), Nille Juul-Sørensen. Designfaget indeholder en masse viden om, hvordan komplekse problemer skal gribes an, siger han, men danske designeres arbejde bygger ofte på deres mavefornemmelse.
“Den viden skal ud af maveregionen, underbygges skriftligt og ikke mindst synliggøres. Her har designforskningen en ekstremt vigtig opgave. Forskerne skal byde mere ind i den offentlige debat, så deres viden bliver udnyttet langt bedre og bredere end hidtil,” lyder hans opfordring.

Magnetisk potentiale

Ifølge Nille Juul-Sørensen, der selv er uddannet arkitekt, er det helt afgørende at gribe samfundsudfordringerne an på en helhedsorienteret måde. Og designforskerne har et stærkt potentiale for at samle den nødvendige viden på tværs af fagområder.
“Vi har brug for at skabe gennemtænkte løsninger, som kombinerer designforskningens viden om brugerinddragelse, æstetik og funktionalitet med viden fra andre forskningsfelter. Med designforskernes beskrivelser af designprocesserne kan de metoder, designerne anvender, komme i spil med vigtig viden fra alle fagområder. På den måde fungerer designforskningen som en magnet for de forskellige typer viden, der skal til for at skabe langtidsholdbare, visionære løsninger på komplekse opgaver,” siger han.

Visionære løsninger. En designtilgang kunne have løftet debatten om trængsel på de københavnske veje til en visionær debat om, hvordan vi skaber en hovedstad med mindre støj og forurening, mener DDC’s direktør.
Illustration: Dansk Design Center
MD#46-Oensker_forskere_med-vejskilt-453x258.jpg

Trængselsring og visionær byudvikling

Nille Juul-Sørensens samfundsengagement får ham til at bringe den højaktuelle problematik om trængslen på Københavns veje på bane som et eksempel på, at vi har behov for visioner.
“Politikerne begyndte at tale om en betalingsring og fik dermed straks folk til at tænke ‘mere skat’ og ‘de vil begrænse min mobilitet’,” forklarer Nille Juul-Sørensen.
“I stedet kunne vi ved hjælp af en designtilgang have sat det lange lys på og spurgt københavnerne: Hvordan synes I, at jeres by skal være om 20 år? Det kunne have givet en visionær debat med luft under vingerne og interessante fremtidsscenarier for en hovedstad med mindre støj og forurening,” siger han.

Dermed ville jorden ifølge DDC-direktøren være gødet for en konstruktiv designproces, hvor ekspertviden inden for trafik, mobilitet, adfærdsforskning osv. kunne bringes i samspil med hinanden.
“Med sådan en designet løsning kan vi gøre det naturligt og accepteret at ændre adfærd, så vi alle sammen får en federe by at være i,” siger Nille Juul-Sørensen.

Dansk designviden efterspurgt i Kina

Det ligger DDC’s nye direktør stærkt på sinde at udnytte den gode designviden, vi har i Danmark. Og at der er efterspørgsel efter den, er han ikke i tvivl om. For nylig tog han imod en delegation af topledere fra store, kinesiske virksomheder inden for mode, shipping og digital teknologi. De var i Danmark for at undersøge mulighederne for at placere udviklingsafdelinger her.
“Vi har en omstillingsparat industri, et fleksibelt arbejdsmarked, en unik metodik i skolerne, hvor børnene fra starten lærer at reflektere selv og se på et emne fra flere sider. Og vores samfund har et design-DNA, som gør os interessante for kineserne. Design gennemsyrer både gadebilledet og hele organiseringen af vores velfærdssamfund. Men forskningen i de bløde værdier – og ikke mindst designforskningen – har været underprioriteret. Med en stærkere og mere synlig designforskning vil vi helt klart kunne tiltrække flere internationale investeringer,” påpeger Nille Juul-Sørensen.


Dansk Design Center

Dansk Design Center (DDC) blev etableret i 1978 af Dansk Designråd med det formål at styrke industriens konkurrenceevne gennem designinvesteringer.

Nille Juul-Sørensen

Nille Juul-Sørensen tiltrådte som administrerende direktør for DDC i november 2011. Han kom fra en stilling som associate director i det internationale rådgivningsfirma Arup. 

Mind Design #46, 2012


E-mail