Danish Centre for Design Research
ENGLISHDANSKKONTAKTSITEMAPRSSRSS
Mode

Luksusmode: Langt mere end produkter

Send artikel
Print/pdf Abonnér Facebook

Tre aktører med hver sin baggrund inden for modeverdenen gav deres bud på, hvad luksus er og hvorfor moden skifter, da Center for Designforskning inviterede til videnskabscafé under Forskningens Døgn. Publikum stillede spørgsmål, og debatten nåede rundt om både sex, social ansvarlighed, systuer og teknologi inden aftenen sluttede med modeshow med kreationer af fremtidens modedesignere.

Af Anna Krarup Jensen

Gert Balling, der er formand for Foreningen Videnskabscaféen, introducerede Center for Designforsknings videnskabscafé om mode under Forskningens Døgn den 25. april 2008. Han opfordrede til en nysgerrig dialog mellem publikum og panelets tre eksperter. Det var startskuddet til en hyggelig aften med champagne i glassene og en underholdende dialog om luksusmodens fristelser, luner og fremtid før det afsluttende modeshow, der kan ses på video her.

Paneldeltagerne
Forførelse er en vigtig ingrediens i modens luner. Det var paneldeltagerne enige om på videnskabscaféen. Her ses fra venstre Anne Knudsen, Peter Ingwersen og Erik Hansen-Hansen.
Foto: Christoffer Regild
Designforsker Erik Hansen-Hansen, forskningsadjunkt ved Danmarks Designskole, deltog i videnskabscaféens panel. Han er netop blevet ph.d. på en afhandling om global luksusmode, og han arbejder også som modefotograf. Desuden deltog direktør Peter Ingwersen, som i 2004 grundlagde modebrandet Noir, der blandt andet er kendt for sit fokus på bæredygtighed. Panelets tredje deltager var chefredaktør Anne Knudsen fra Weekendavisen. Hun er uddannet antropolog og er samfundsdebattør med interesse for mode.

På trods af deres forskellige baggrunde er paneldeltagerne enige på en række punkter. For eksempel mener de, at mode både handler om individuel positionering og om at tilhøre en gruppe. Peter Ingwersen fortalte, at stammetilhørigheden i visse stammekulturer f.eks. bliver vist med en bestemt slags tatoveringer – som en primitiv form for mode. Moden opstår, fordi vi har brug for at høre til og gerne vil gøre, som de andre gør. Og den skifter igen, fordi vi samtidig gerne vil differentiere os, positionere os og skille os ud. 

Omskiftelig og sexet
Anne Knudsen mener, at moden skifter så hurtigt igen, fordi vi ikke kan holde ensformigheden ud. Hun pointerer, at de fleste moder citerer tidligere modefænomener og bruger dem på nye måder. 50'er-mode i dag ser ikke ud, som den gjorde i 50'erne, men er et citat af datidens mode.
"Det er ligesom med poesi. Her skal man jo heller ikke først opfinde ordene, men man kan bruge dem på en ny måde, som giver en anderledes mening," sagde hun.

Erik Hansen-Hansen skelner mellem forskellige former for mode og deres omskiftelighed. Der er modeudskiftning i mad, navne, filosofi osv. Og så er der det, han kalder modeluner i beklædning.
"Her handler det meget om forførelse og kønsforskelle. Det er det, der driver luksusmodens luner," sagde han. Panelets øvrige deltagere nikkede og var enige i, at beklædningsmode i høj grad drejer sig om sex.
"Modetøj er til for at få et godt knald. Vi har alle sammen tøj nok i skabet til at kunne holde os varme!" lød det fra Peter Ingwersen. Der kom ikke umiddelbare protester fra salen.

Paneldeltagere
Social ansvarlighed er en af tidens store trends. Paneldeltagerne diskuterede den sociale ansvarligheds gode og dårlige sider.
Foto: Christoffer Regild  
Luksus, imperialisme eller aflad
Peter Ingwersen lægger desuden vægt på, at moden følger nogle megatrends. I 1960'erne blev moden påvirket af kvindefrigørelsen, og i dag er social ansvarlighed den nye megatrend. Selvom hans eget tøjmærke Noir netop markedsfører sig på social ansvarlighed, mener han, at det er udtryk for et ønske hos forbrugerne om at købe aflad – som når katolikker køber afladsbreve for at komme i himlen. Men han mener, at også denne trend vil skifte.
"For tiden konsumerer vi godhed. Men om et øjeblik er vi trætte af det, og så kommer der noget meget politisk ukorrekt på markedet, som bliver et hit," sagde han.

For Erik Hansen-Hansen er social ansvarlighed et to-hovedet væsen. På den ene side hjælper det til en fair handel og f.eks. til at børnearbejde så vidt muligt undgås. Så er social ansvarlighed til menneskehedens bedste, mener han. Men på den anden side ser han det som en form for protektionisme fra den vestlige verden.
"Det er en måde at lægge en symbolsk værdi på produkterne, så vi kan konkurrere med den billigere arbejdskraft i andre lande," mener han.

Anne Knudsen mener, at god samvittighed hænger sammen med luksus. At kunderne skal føle sig godt behandlet, er det, der adskiller luksus fra det almindelige. Hun håber, at de gode vaner kan smitte af fra luksusmoden og ud i masseforbruget. Også Peter Ingwersen håber, at luksusmærkerne kan være foregangsmærker, der kan inspirere andre tøjmærker.

Små systuer og moderne teknologi
Erik Hansen-Hansen fortalte, at der de sidste 30 år er blevet nedlagt mange systuer i Danmark, men som resultat af tidens fokus på social ansvarlighed begynder man nu at genskabe dette led i produktionen.
"Danmark ligger dårligt i forhold til f.eks. Frankrig og Italien, der med mange små systuer har adgang til alle dele af produktionen i egne lande. Jeg tror, at vi snart vil se systuer opstå igen," sagde han og tilføjede, at disse nye systuer måske vil kombinere håndværk med robotteknologi.

Ankelstøvle og Eames' Lounge Ottoman

Chefredaktør Anne Knudsen fremviste denne ankelstøvle, hvor hælen er en kopi af Eames´ stoleben fra 1940'erne, f.eks. på Eames Lounge Ottoman.
Foto: United Nude web site  

Peter Ingwersen mener, at modebranchen er alt for konservativ og benytter sig for lidt af teknologien. Han er selv inspireret af NASA og ser gerne mere højteknologisk modetøj.
"Jeg kan for eksempel forestille mig en kjole, der skifter farve efter ejerens humør," fantaserede han.

Det fik Anne Knudsen til at tage sin ene sko af og fremvise den for salen. Hælen på denne moderne ankelstøvle går skråt ud fra skoen og ikke lige ned som på normale stiletter. Udformningen af hælen er en kopi af Eames' stoleben fra 1940'erne. Hælkonstruktionen ville ikke kunne bære en person, hvis det ikke var for en kulfiberforstærkning i svangen, så Anne Knudsen fremhævede den som eksempel på mode, der bygger på teknologiske landvindinger og anvender nye materialer.

Funktion og fokus på det brugerdrevne, som der tales meget om inden for design, er ikke så vigtige inden for modedesign, mener Erik Hansen-Hansen.
"Luksusmode står i modsætning til behov. Luksus er dér, hvor behovet stopper og overdrevet sætter ind," sagde han.

Afsluttende show
Aftenen sluttede med catwalk, høj musik og god stemning. Ved modeshowet fremviste modeller både smukke, sjove, alternative og provokerende kreationer af nyuddannede og kommende designere fra Danmarks Designskole og Designskolen Kolding.

Modeshowet kan ses på video her.  

Center for Designforskning inviterede til Videnskabscafé og modeshow den 25. april 2008 i forbindelse med Forskningens Døgn.

Videnskabscaféen havde temaet Hvad driver moden? Dialogen var styret af moderator Gert Balling, Videnskabscaféens formand. Læs mere om Foreningen Videnskabscaféen på www.vcaf.dk.

I panelet deltog:

  • Erik Hansen-Hansen, forskningsadjunkt ved Danmarks Designskole
  • Peter Ingwersen, direktør og grundlægger af modebrandet Noir
  • Anne Knudsen, antropolog og chefredaktør ved Weekendavisen

I det efterfølgende modeshow viste fem nye designere deres bud på modetøj.
Fra Danmarks Designskole deltog:

  • Liza Frederika Åslund og Louise Lundholm

Fra Designskolen Kolding deltog:

  • Vigdis Johnsen, Marie Nørgård Nielsen og Susanne Guldager


Mind Design #9, 2008


E-mail