
| Send artikel | Print/pdf |
Abonnér |
2012 byder på nye muligheder for Center for Designforskning. Der er fortsat behov for bred koordinering af designforskningen i Danmark. For på den måde udnyttes forskningens store potentiale bedst.
LEDER 2011 har i den grad været et forandringens år for forskningsmiljøerne tilknyttet Center for Designforskning. Meget har ændret sig som kulminationen på mange års arbejde med forskningsopbygningen ved designuddannelserne. Forandringerne tog sit tilløb ultimo 2010 med evalueringen af designforskningen, der blev forestået af et panel af internationale forskere. Evalueringen faldt positivt ud og i 2011 har forandringer og processer præget både forskningen generelt og Center for Designforskning.
Både forskningsevalueringen fra 2010 og den tidligere regerings visionsudvalgsrapport Design2020 peger på behovet for national koordinering, når man taler designforskning. I visionsrapporten står:
”Styrk koordinationen af designforskning og videnspredning ved at udvikle en samlet, national designforskningsstrategi. Udviklingen af designforskerskolerne bør fortsættes, bl.a. via øget koordination og samarbejde med øvrige designrelaterede forskningsprogrammer.”
Også Gisele Raulik-Murphy, der seniorforsker ved Design Wales i Storbritannien, anbefaler national koordinering i sit forskningsprojekt fra 2010. Hun konkluderer blandt andet, at en stærk koordination mellem forskning, erhverv og myndigheder er en betingelse for succes, når man taler om en designpolitiks virkning på konkurrenceevne og innovation. For hvis denne koordination på nationalt plan mangler, sætter man den potentielle synergi mellem de iværksatte designfremmeaktiviteter over styr, forklarede hun til Mind Design i februar 2011.
”Indsatsen for at fremme industriens brug af design bliver først rigtig virkningsfuld, hvis den bliver en integreret del af en designpolitik med et stærkt fokus på interaktionen mellem interessenterne i forskningsverdenen, virksomhederne og myndighederne,” pointerede Gisele Raulik-Murphy i netmagasinet.
Center for Designforskning har etableret samarbejde og netværk med både virksomheder og organisationer. Med afsæt i dette kan koordinationen af designforskningen i Danmark indfri sit potentiale som innovationsdriver. Dermed bidrager designforskningen til at skabe vækst og udvikling.
Et systematisk efteruddannelsesprogram til højeste niveau er et andet behov, som visionsudvalgsrapporten Design2020 peger på. Også designbranchens organisationer har længe givet udtryk for dette behov. Center for Designforskning har siden 2005 udviklet og drevet uddannelsen Master i Design. Centret har dermed en lang og solid erfaring med designefteruddannelse, der er klar til at blive udfoldet yderligere til designere og andre med behov for opdatering inden for designfeltet. Vi har også mulighed for at lave nye masteruddannelser – gerne med internationalt tilsnit – samt uddannelser på diplomniveau.
Center for Designforskning har de sidste mange år uddelt forskningsmidler til designforskningen ved Kulturministeriets arkitekt- og designskoler. Dette har støttet forskningsopbygningen ved institutionerne. Centret har samtidig etableret samarbejdsrelationer, forskningsinfrastruktur og formidlingsplatforme på dansk og engelsk. Endvidere driver centret forskningstidsskriftet Artifact, der netop er blevet relanceret som Open Access tidsskrift. Det betyder, at alle tidsskriftets forskningsartikler fremover vil være frit tilgængelige på internettet.
Efter den vellykkede forskningsevaluering i 2010 og efter regeringsdannelsen i september 2011 er institutionerne og centret overflyttet til det nye Uddannelsesministerium. Det giver os mulighed for at inddrage et bredere forskningsmiljø samt koordinere og formidle designforskningen nationalt – i forhold til både forskningen på universiteterne og vidensdeling på professionshøjskolernes designuddannelser. Vi har allerede taget hul på denne udvikling gennem centrets ph.d.-kurser, der også har tiltrukket ph.d.-studerende fra universiteterne.
En stærk national koordinering af designforskningen giver internationale fordele: Den danske designforskning får større volumen og synlighed i forhold til det internationale forskningsmiljø og internationale virksomheder. Center for Designforskning bliver allerede i dag set som en aktiv medspiller mange steder i verden, og der er yderligere et stort brandingpotentiale for centret og for den fremtidige danske designforskningssatsning.
En øget synlighed gør det også lettere at søge forskningsmidler i EU. I Center for Designforskning har vi en tid haft kig på EU’s forskningsmidler og er nu i færd med at se på EU’s næste rammeprogram Horizon 2020. Et forskningsmiljøs rammer, synlighed, volumen samt nærhed til erhvervslivet vil blive afgørende for muligheden for at hente forskningsmidler i EU. Ved at stå sammen i Center for Designforskning har det danske designforskningsmiljø således bedre vilkår i den internationale konkurrence om forskningsmidler.
Vi ser frem til de nye muligheder for samarbejde om designforskningen i regi af Uddannelsesministeriet i 2012.
Rigtig godt nytår.
Dorthe Mejlhede
Centerchef