Hvordan produceres viden inden for det kunstneriske område, og hvordan bestemmer man en forskning, som har kunstnerisk praksis som sit udgangspunkt? Med dette – forskning gennem kunst – som afsæt lagde Mikkel Bogh, rektor for Kunstakademiets Billedkunstskoler, op til en åben diskussion om praksisbaseret vidensproduktion.

Af Anna Krarup Jensen

Muligheden for og eksistensen af  en kunstnerisk forskning er et centralt emne for Mikkel Bogh, der er rektor for Kunstakademiets Billedkunstskoler. Han var inviteret til forskertræffet for at give Billedkunstskolernes version på, hvordan udfordringen med at definere forskning inden for kunst kan løses. Han lagde i sit oplæg ud med spørgsmålene: Hvordan produceres viden, hvordan formuleres viden og hvordan anvendes viden – samt i hvilke sammenhænge og inden for hvilke rammer? Ved at diskutere disse spørgsmål mener han, at man kan nå til en forståelse af hvad praksisbaseret vidensproduktion er i forbindelse med kunstnerisk arbejde. Dog fremhævede han, at svarene endnu ikke er givet – der er lagt op til en bred, åben diskussion.

Kunstnerisk udviklingsarbejde og kunstnerisk forskning
Et almindeligt synspunkt er, at kunstnerisk udviklingsarbejde er det samme som kunstnerisk forskning. Mikkel Bogh argumenterede dog for, at forskning er noget andet end udvikling af det praktiske kunstneriske arbejde.

En professor på Billedkunstskolerne har typisk en kunstnerisk praksis, som bygger på kunstnerisk udviklingsarbejde. Dette er grundlaget for den forskningsbaserede undervisning, som bekendtgørelsen siger, at professorer på Billedkunstskolerne skal bedrive. Altså er udviklingsarbejde i praksis lig med forskning. Men, tilføjer Mikkel Bogh, på en udstilling vil de fleste have sig frabedt, at deres kunst kaldes forskning. Altså må forskning være noget andet end det praktiske udviklingsarbejde. Udfordringen er at definere dette ”andet”.

Fire grundlæggende ændringer
Mikkel Bogh pointerede, at det er essentielt at skelne mellem forskning og udviklingsarbejde indenfor kunst. Spørgsmålet om, hvordan forskning adskilles fra det kunstneriske udviklingsarbejde, er til debat netop nu. Det skyldes blandt andet, at der sker nogle ændringer i de grundlæggende vilkår for forskning og undervisning på Billedkunstskolerne.

• Vidensbegrebet under transformation. For det første fordrer en voksende transdisciplinaritet nye forståelser af vidensbegrebet. Der findes ikke én type videnspraksis og -dokumentation, som er dækkende for hele tværfagligheden. Et kontekstuelt og dynamisk begreb om vidensproduktion – som man finder i den såkaldte Mode 2-forskning – giver de æstetiske fag ny plads. 
• Fra værkproduktion til kunstnerisk praksis. For det andet er der i dag en voksende forventning om refleksion og ”research” bag værkerne – og om at denne kan aflæses i værkerne; at der ”tænkes højt”. Kunstnerisk udvikling bygger ikke længere på tilegnelse af forbilleder – ligesom de kunstneriske uddannelser ikke længere er baseret på mesterlæremodellen. Videnstilegnelsen og -organiseringen er i højere grad blevet integreret i det kunstneriske arbejde. Det skal netop være udviklingsarbejde frem for ren værkproduktion. Mikkel Bogh fornemmer, at denne proces fører til ændringer i kunst- og designbegrebet, der medfører et pres fra faget selv for mere forskning. 
• Kvalitetssikring i forskningen. For det tredje er der en større fokus på kvalitet og kvalitetssikring i forskningen. Ministerielt er det fastsat, at undervisningen på Billedkunstskolerne er baseret på forskning. Men det er ikke fastsat, hvilken form denne forskning skal have. Undervisningen har tidligere været baseret på professorernes kunstneriske praksis, men mange vægrer sig ved at kalde egen praksis for forskning. Kvaliteten skal sikres gennem målemetoder, der endnu ikke findes. En eksplicitering af metode og proces er påkrævet som ved akademisk forskning. 
• Strategisk planlægning. For det fjerde skal al forskning på uddannelsesinstitutioner være led i en strategisk forskningsplanlægning. De kunstneriske uddannelser skal nu også lave strategiplaner, hvor forskningsplanlægningen tidligere var mere ad hoc. Professorernes egne værker, der tidligere var garant for kvaliteten i deres undervisning, kan ikke planlægges strategisk fra skolens side. Derfor skal det kunstneriske udviklingsarbejde adskilles fra forskningen – ud fra endnu ikke fastsatte kriterier.

Udfordringen for Billedkunstskolerne

Disse ændringer fører ifølge Mikkel Bogh til en række udfordringer for Billedkunstskolerne, der handler om enten at finde et alment forskningsbegreb, der også inkluderer kunstnerisk og designmæssig praksis som forskning – eller at man bruger de gængse kriterier for videnskab og forskning, hvilket imidlertid gør det svært at se kunst og design som forskning.

Billedkunstskolerne forsøger at implementere, at professorernes egen praksis skal have forskningsmæssigt potentiale. Her lægges ikke vægt på ph.d.-grader, men på en systematisk, undersøgende karakter i værkerne, som forholder sig til den viden, der ligger i faget. Professoren skal tage stilling til og kunne redegøre for, hvilke metoder og teoretiske rammeværk, der arbejdes indenfor.

Forholdet mellem æstetik og forskning
Den rent akademiske forskning skal også spille direkte sammen med den kunstneriske forskning (”det plastiske register” - her forstået som arbejde med stof af ikke-sproglig art). Mikkel Bogh ser helst, at den akademiske forskning på Billedkunstskolerne bør være af en art, der kun kan finde sted her. Forskning i kunst er universiteternes domæne, mens forskning med kunst er kunstskolernes.

I den kommende tid består udfordringen i at drage grænsen mellem kunstnerisk udviklingsarbejde og forskning og samtidig få det ”plastiske” til at hænge sammen med det akademiske.

Mind Design #1, 2007