| Send artikel |
Selv om danske virksomheders forsknings- og udviklingsaktiviteter samlet set forventes at falde i 2009 som følge af krisen, trodser hver syvende virksomhed krisen og forventer at øge udviklingsindsatsen. Det viser en undersøgelse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Kontorchef i Forsknings- og Innovationsstyrelsen Thomas Alslev Christensen og professor i strategisk design Tore Kristensen fra Copenhagen Business School peger begge på, at designforskning kan være en løftestang for virksomhederne.
Af Irene Houstrup
Generelt medfører kriser vækst, fordi virksomheder tvinges til at udvikle sig, mener Tore Kristensen, professor i strategisk design fra Institut for Afsætningsøkonomi på Copenhagen Business School. Og designforskningen kan understøtte det udviklingsarbejde, som en del virksomheder netop som følge af krisen sætter i gang for at optimere virksomhedens strategi, produkter og processer, påpeger han.
|
Designforskningen kan være en løftestang for virksomheder i forhold til at komme ud af krisen. Designforskning er af natur tværfaglig, og trækker på viden og metoder fra områder som antropologi, erhvervsøkonomi, sociologi, psykologi og ingeniørvidenskab. |
Forsknings- og Innovationsstyrelsen offentliggjorde i juni 2009 en omfattende undersøgelse af, hvad krisen betyder for dansk erhvervslivs forsknings- og udviklingsaktiviteter. Undersøgelsen Erhvervslivets forskning, udvikling og innovation i Danmark 2009 – Den økonomiske krises betydning bygger på svar fra 1.056 repræsentativt udvalgte virksomheder på spørgsmål om hvordan deres forskning, udvikling og innovation er påvirket af den økonomiske krise. Den viser, at krisen samlet set forventes at påvirke danske virksomhedernes investeringer i forskning og udvikling i 2009 negativt.
Men undersøgelsen viser samtidig, at mange virksomheder ser nye muligheder i at erobre markeder og gennemføre strategiske ændringer og således øger deres forsknings- og udviklingsaktiviteter. 14 procent af virksomhederne, hvilket svarer til omtrent hver syvende virksomhed, forventer at øge investeringerne i forskning og udvikling, mens 19 procent forventer at stoppe eller skære i udviklingsaktiviteterne i 2009.
Ifølge undersøgelsen er virksomhederne under krisen mere interesserede end før i at bruge det offentlige innovationsfremmesystem, der omfatter ordninger som erhvervs-ph.d.-programmet, innovationskonsortier, innovationsnetværk, GTS-nettet, videnkuponer, m.v.. 11 procent af virksomhederne i undersøgelsen angiver, at de allerede bruger innovationsfremmesystemet, og 16 procent, som ikke i dag bruger systemet, vil orientere sig mere mod det som følge af krisen.
”Vi oplever, især blandt små og mellemstore virksomheder, i dag en stærkt øget søgning til de forskellige tilbud i innovationsfremmesystemet. F.eks. er antallet af ansøgninger til videnkuponordningen steget med omkring 200 procent i forhold til sidste år. Vi har på en måned modtaget flere ansøgninger end hele sidste år,” siger kontorchef i Forsknings- og Innovationsstyrelsen Thomas Alslev Christensen, som står bag undersøgelsen.
|
| Figuren viser en forenklet oversigt over det danske innovationsfremmesystem samt eksempler på virkemidler i den forsknings- og innovationspolitiske indsats. Ifølge Forsknings- og Innovationsstyrelsen udviser danske virksomheder under krisen en øget interesse for det offentlige innovationsfremmesystem. Illustration: Jeppe Morgenthaler, på baggrund af figur 6 i Erhvervslivets forskning, udvikling og innovation i Danmark 2009. Den økonomiske krises betydning. Forsknings- og Innovationsstyrelsen. |
Blandt de virksomheder, der vil orientere sig mere mod innovationsfremmesystemet, vil 32 procent ifølge undersøgelsen være interesserede i tilbud, som handler om samarbejde og samspil med andre.
”Krisen betyder, at mange virksomheder ændrer deres udviklingsaktiviteter, åbner op og søger ind i samarbejder med f.eks. videninstitutioner eller i innovationsnetværk for at få adgang til viden og minimere egne omkostninger og risici ved udviklingsaktiviteter. Tendensen til øget samarbejde, også på tværs af faggrænser, er positiv, fordi den medvirker til videnspredning, som er til gavn for både virksomhederne og samfundet,” siger Thomas Alslev Christensen.
Forskning, udvikling og innovation er af afgørende betydning for væksten i samfundet, skriver Forsknings- og Innovationsstyrelsen i undersøgelsen. Virksomheder, der forsker og innoverer mere end andre, har en højere produktivitet, ifølge undersøgelsen.
Forsknings- og Innovationsstyrelsen skriver endvidere, at meget tyder på, at investeringer i innovation, forskning og udvikling har en vis ’vaccinerende effekt’ mod kriser, og at den type investeringer kan bringe virksomheder videre efter kriser.
”En analyse af iværksættervirksomheder inden for IKT, informations- og kommunikationsteknologi, viser, at de virksomheder, der satser på forskning og udvikling, klarer sig bedre under krisen. Det er altså afgørende, om virksomhederne møder krisen med en offensiv eller en defensiv strategi. Ydermere styrkes IKT-branchen af, at den har en betydelig omstillingsparathed, og at den skal levere løsninger til andre virksomheder, der ønsker at komme hurtigt ud af krisen”, siger Thomas Alslev Christensen.
”Inden for IKT går udvikling og krisehåndtering ofte hånd i hånd. Et tilsvarende mønster ses inden for design. Jeg mener, at designforskning kan fungere som en vigtig løftestang i forhold til at komme ud af krisen, fordi innovativt design ikke bare kan indvirke på teknologiudvikling, men også vægter æstetiske og nyttemæssige kvaliteter,” understreger Thomas Alslev Christensen.
Ifølge Tore Kristensen, der forsker i bl.a. designstrategi og designøkonomi, ser man generelt, at kriser medfører vækst, fordi virksomhederne tvinges til at udvikle sig.
”Den aktuelle krise tvinger forandring igennem på to planer – nogle virksomheder vil blive mere afklarede omkring deres strategi og vil handle, bl.a. ved at øge deres innovationsaktiviteter, mens nogle af de virksomheder, som ikke handler, vil blive sorteret fra,” siger han.
Han mener, at mange virksomheder under krisen søger at finde ind til det centrale i deres strategi og produkt, og at designforskning i den proces i høj grad kan bidrage, f.eks. med identifikation af kerneprodukter og kundernes behov.
Tore Kristensen ser under krisen et fokus på produkt- og procesinnovation i virksomhederne og påpeger, at designforskning her spiller en vigtig rolle.
”Inden for produktinnovation anvendes designforskning specifikt bl.a. i udviklingen af brugercentreret design, mens der inden for procesinnovation er fokus på bl.a. mass customisation, der er kombinationen af individuel tilpasning og lave omkostninger, og hvor designforskningen også kan bidrage væsentligt. Når krisen igen er overstået vil der komme nyt fokus på kommunikation og branding”, siger han og understreger, at der stadig er et stort potentiale for designforskning i virksomhedernes markeds- og organisationsinnovation.
VidenkuponVidenkupon er målrettet små og mellemstore virksomheder, som har få eller ingen forsknings- og udviklingsaktiviteter. Videnkuponen giver virksomheder uden erfaring med at samarbejde med viden- og forskningsmiljøer rabat på at købe viden fra en videninstitution, f.eks. universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, sektorforskningsinstitutioner m.v. |
Erhvervs-ph.d.Et erhvervs-ph.d.-projekt er et virksomhedsrettet ph.d.-projekt, der gennemføres i et samarbejde mellem en privat virksomhed, en ph.d.-studerende og et universitet. I regi af Center for Designforskning er der i dag fem erhvervs-ph.d.-studerende. En af dem, Kirsten Bonde Sørensen, har indgået et samarbejde med Middelfart Sparekasse om et strategisk designprojekt med fokus på værdier. I projektet anvender hun designtænkning som et kreativt og strategisk redskab til udvikling af en værdibaseret strategi, som efterfølgende transformeres til designobjekter, omgivelser og kommunikation. Læs også Mind Design-artiklen Som at være i et kalejdoskop om Anne Louise Bangs erhvervs-ph.d.-projekt for tekstilvirksomheden Gabriel (Mind Design #12, otober 2008). |
Informationsmøde om erhvervs-ph.d.Center for Designforskning afholder i samarbejde med Dansk Erhverv, DEA og Forsknings- og Innovationsstyrelsen den 10. november 2009 et informationsmøde om erhvervs-ph.d.-ordningen og designforskning i virksomheden. Både virksomheder og potentielle erhvervs-ph.d.-studerende er velkomne. |