Center for Designforskning er godt på vej. I løbet af 2008 har vi nået en række resultater i retning af at udbygge samarbejdet på tværs af Kulturministeriets institutioner, der forsker inden for designfeltet. Det er aktiviteter, der ruster vores forskningsmiljø godt frem mod forskningsevalueringen i 2010.
Af Dorthe Mejlhede, centerchef
|
Center for Designforskning har lagt en stor indsats i opbygningen af designforskningen i 2008. Centersekretariatet støtter arbejdet med bl.a. forskningsformidling og masteruddannelsen Master i Design, siger centerchef Dorthe Mejlhede. Foto: Henrik Petit. |
Velkommen til det første nummer af Mind Design i 2009. Et par uger inde i det nye år kan vi se tilbage på et dynamisk og givende år for Center for Designforskning, og frem mod et spændende 2009 med mange tiltag for designforskningen i støbeskeen. Centersekretariatets bidrag består bl.a. i at levere forskningsopbyggende aktiviteter og forskningsformidling.
Aktiviteter for forskerne
I august 2008 afholdt centeret det årlige forskertræf, som handlede om forskningsbaseret undervisning med deltagelse af centrets mere end 40 forskere. Som opfølgning på træffet har vi nedsat en taskforce på tværs af skolerne. Denne har nu udarbejdet forslag til initiativer for designforskerne, som centersekretariatet i den kommende tid vil organisere. Det er aktiviteter for ph.d.-studerende om undervisningspædagogik og didaktik samt om udarbejdelse og præsentation af konferencepapers, et kursus i videnskabsteori og metode samt et kursus for ph.d.-vejledere. På tegnebrættet har vi desuden en workshop om curriculum (litteraturkanon) for designforskningen og et ph.d.-kursus i forskningsteknik og metodeudvikling inden for praksisbaseret forskning. I november 2008 gennemførte centret desuden et veltilrettelagt ph.d.-kursus af en uges varighed under overskriften Det metodiske og videnskabsteoretiske fundament i din afhandling.
Master i Design
Centerets masteruddannelses hold II med 22 studerende er netop gået ind i det afsluttende semester og afholder eksamen i juni. Uddannelsen, der er forskningsbaseret og økonomisk hviler i sig selv, optager nu nye studerende med studiestart til august 2009. Interessen for optagelse har allerede været stor.
Stor udvikling i formidlingen
Hvad angår forskningsformidlingen, er der sket en stor udvikling inden for både den forskningsfaglige, internationale formidling og den mere brede formidling. Et konkret eksempel er det dansk udviklede, internationale forskningstidsskrift Artifact, som Center for Designforskning driver, og som det store engelske akademiske forlag Routledge/Taylor & Francis Group udgiver. Tidsskriftet blev i sommeren 2008 af det internationale designforskningsmiljø udnævnt som verdens niende bedste designforskningstidsskrift.
Et andet eksempel er det eksternt finansierede webmuseum.dk, der åbner i foråret 2009. Det er verdens første webmuseum om webbets udvikling fra starten af 1990’erne og frem til i dag. Webmuseum.dk modtog i 2008 en ny bevilling på 365.000 kr. fra Nordea Danmark Fonden. Det betyder, at de sidste aktiviteter kan komme på plads før en åbning i april 2009.
Derudover har designforskningsmiljøet selvfølgelig formidlet i bøger, avisartikler og lignende og Center for Designforskning har afholdt dialogmøder mellem designbranchen og forskningsmiljøet. Tre platforme
Centret har desuden produceret tre nye formidlingsplatforme. Den ene er den årlige beretning: Indblik i Dansk Designforskning , der både indeholder oversigter over designforskernes publikationer i Center for Designforskning og journalistisk formidlede artikler om, hvad der rører sig i vores miljø.
Den anden er centrets nye hjemmeside www.dcdr.dk, hvor vi fortæller om centrets arbejde og om designforskningen generelt. Her kan man løbende finde nyheder og arrangementer inden for designforskningens område.
Hjemmesiden huser også den tredje formidlingsplatform: Det månedlige netmagasin Mind Design, som udkommer 10 gange om året. Internetpublikationerne udgives sideløbende i en engelsksproget version. Efterhånden som de elektroniske medier vinder mere og mere frem kan vores forskningsresultater hermed komme hurtigt og smidigt frem til såvel forskere som andre internationalt, bredt formidlede e-medier. Med den engelsksprogede forskningsformidling er det blevet enklere at optimere kontakten mellem dansk og international forskning.
Med vores aktiviteter, der støtter forskningen på tværs af institutionerne, og vores brede forskningsformidling på dansk og engelsk, kan vi se frem til et spændende 2009, der bidrager til yderligere at ruste forskningsmiljøet til den kommende forskningsevaluering i 2010.