Ved at reflektere over og sætte ord på deres erfaringer bidrager designere til udviklingen af teori. Det var en af pointerne på en konference om relationen mellem designpraksis og designforskning på Kunstindustrimuseet i København.

Af Hans Emborg Bünemann

En række ph.d.-studerende og designforskere var den 4. november 2008 samlet til et seminar under overskriften Når designpraksis bliver til forskning for at udveksle erfaringer om den praksisbaserede designforsknings muligheder og udfordringer. Initiativtager til seminaret var Flemming Tvede Hansen, som selv har en faglig baggrund som keramiker og nu er ph.d.-studerende ved Danmarks Designskole i regi af Center for Designforskning.

Designforsker Per Galle, lektor ved Danmarks Designskole, kridtede banen op ved at foreslå definitioner på begreber som forskning, teori og praksis. I en kommentar til seminarets titel gav Galle udtryk for, at praksis ikke i sig selv kan blive til forskning.
”Jeg vil snarere sige, at praksis kan have potentiale til at blive en del af forskningen på samme måde, som en dør er en del af et hus,” sagde han. 

På seminaret var oplægsholdernes egne medbragte eksperimenter og artefakter omdrejningspunkt for en diskussion om, hvad det er, der gør praksis til forskning. Foto: Flemming Tvede

Praktikerens udfordring

Flere af seminarets oplæg beskæftigede sig med spørgsmålet om, hvilken rolle praktikerens værk, artefaktet, spiller i designforskningen. Efter Per Galles opfattelse kan netop præciseringen af artefaktets betydning i forskningsprocessen være en udfordring, når en praktiker sætter sig for at bidrage til forskningen. Praktikerens selvforståelse er her et nøglebegreb.
”Hvis man har været vant til at se sig selv som designer med en mission om at bekæmpe grimheden i verden, må man gøre sig klart, at denne mission bliver sekundær i forhold til målet med forskningen. Succeskriteriet er ikke længere at skabe et æstetisk og velfungerende produkt, men at produktet – eller artefaktet – giver en indsigt, som man kan dokumentere med henblik på egen og andre forskeres refleksion og analyse. Til gengæld er der en belønning forude for praktikeren, der vælger forskningsvejen. Han eller hun lærer noget nyt om sit håndværk, får en større selvindsigt og kan måske give svar på nogle spørgsmål, som andre også kan have en interesse i. Deri ligger den praksisbaserede forsknings eksistensberettigelse,” siger han.

Formidling af viden fra praksis

En særlig udfordring er at formidle den viden, der produceres gennem eksperimenter, og som dermed er indlejret i artefakterne. Flemming Tvede Hansen undersøger i sit ph.d.-projekt gennem eksperimenter med ler, hvad digitale medier kunstnerisk og kvalitativt kan tilføre det keramiske fagområde. Artefakterne i hans forskning er ikke produkter i gængs forstand, men skal ses som redskaber til at skabe viden.
”Jeg anerkender den skriftlige dokumentation som et kriterium for god forskning. Men samtidig vil jeg gerne plædere for, at de artefakter, der fremkommer i eksperimenter, tages ind som en del af den praksisbaserede designforsknings dokumentation og formidling. Der er brug for en større vægt på den visuelle kommunikation,” understreger Flemming Tvede, der mener, at det visuelle er helt centralt, både når det handler om at praktisere forskning og i kommunikationen af forskning.

Det eksperimentelle bidrag til forskningen

En anden af Center for Designforsknings ph.d.-studerende er tekstildesigner Kirsten Nissen fra Designskolen Kolding, der undersøger, hvordan digital teknologi muliggør nye tilgange til tekstildesign, og hvordan brugen af computere kan berige design af tekstiler. Hun stiller i sit forskningsprojekt spørgsmålet: Hvad sker der, når vævens og computerens duelighed mødes?

Tekstildesigner Kirsten Nissen bruger i  sine eksperimenter computerens regnekraft til at skabe nye typer af mønstre på en digitalvæv. Foto: Vibeke Jerichau

Kirsten Nissen er enig med Flemming Tvede Hansen i, at der ligger en stor udfordring i at formidle den viden, man som praktiker har. Artefakternes egenskaber kan man til en vis grad formidle gennem illustrationer, ledsaget af en tekst, der udfolder, hvad man vil vise med illustrationerne, siger hun. Men andre erkendelser, der opstår i det eksperimentelle arbejde, er sværere at formidle.
”Forskning involverer for mig som praktiker analyser og vurderinger af eksperimenternes resultater. I vurderingerne bruger jeg i høj grad kompetencer om materialers egenskaber, som jeg har erhvervet via omgang med tingene. Det er for eksempel taktil fornemmelse for overflader og konsistens - i fagterminologien taler vi om stoffets greb og fald. I den sammenhæng er der en vanskelig formidlingsopgave,” siger Kirsten Nissen og drager en parallel til de kompetencer vedrørende konsistens og processer, som man oparbejder, når man bager eller laver desserter.
”De kompetencer, man gør brug af i køkkenet, består af en kombination af baggrundsviden, erfaringer og en fornemmelse for ingredienserne, som ikke er nedfældet i en kogebog.”

Kirsten Nissen fremhæver vigtigheden af, at man som forsker med baggrund i en praksis må være opmærksom på, at man er ude i to helt forskellige ærinder, når man henholdsvis designer, dvs. skaber et nyt artefakt, og forsker, dvs. søger at opnå og dokumentere ny viden.

Samtidig mener hun imidlertid, at det at udføre designarbejde i forbindelse med et forskningsprojekt giver nogle særlige muligheder for at bidrage med empiri til forskningen. Hun uddyber:
”Når jeg udfører eksperimenter, er det ikke for at perfektionere et designprodukt, men for at udvinde viden af eksperimentet. Jeg bruger mine erfaringer fra designpraksis til at planlægge eksperimenterne, og med selve eksperimenterne foretager jeg en form for realitetstjek på nogle ”what if”-scenarier med relation til mine forskningsspørgsmål.”

Designproces og teoriudvikling

Hvis den eksperimentelle forskning dokumenteres og formidles i henhold til alment accepterede kriterier for god forskning, kan den ifølge Per Galle dels bidrage til udvikling af teori, dels skabe mulighed for at generalisere erfaringer og munde ud i handlingsanvisninger for praktikere.

På seminaret præsenterede Per Galle et procesdiagram til illustration af denne relation mellem designteori og designproces lige fra opgaveformulering til distribution og brug. Diagrammet viser, hvordan teori kan være genereret af praksis, mens teori omvendt også indgår i praksis. Forskningen bidrager dels til at konsolidere teorier, dels til at udvikle ny teori.

Med udgangspunkt i dette diagram satte Lektor Per Galle en diskussion i gang om relationen mellem designproces (lodret akse) og designteori (vandret akse). Illustration: Per Galle

Flere seminardeltagere mente i den efterfølgende diskussion, at alle designprocessens dele, udtrykt på diagrammets lodrette akse, kan bidrage til teoriudvikling. Per Galle var enig i, at man på den måde kan forskyde diagrammets vandrette akse op og ned.
”Man kan sige, at det er et dialektisk forhold,” pointerede han. ”Designeren kan bruge teori gennem hele sin designproces, og delprocesserne kan hver på sin måde bidrage til at teste og udvikle teori.”

Udvikling af videnskab

Ifølge Per Galle er det nærliggende at sammenligne den praksisbaserede designforskning med eksempelvis udviklingen af lægevidenskaben, der også i sin tid begyndte med praksis. Erfaringer om, hvordan en patient kunne helbredes, blev nedfældet på papir, og dermed blev en teori formuleret. I skriftlig form kunne disse erfaringer eller teorier komme andre praktikere til gode, blive efterprøvet og enten afvist eller vise sig at være et godt grundlag for kvalificering af bekæmpelsen af sygdomme i praksis eller for yderligere teoriudvikling. I sidste halvdel af 1800-tallet voksede et lægevidenskabeligt forskningsmiljø frem med publicering af artikler i anerkendte, internationale tidsskrifter.

En tilsvarende udvikling ser Per Galle inden for designforskningen.
”Vi er i færd med at udvikle et teorigrundlag i samspil med praksis. De praksisbaserede ph.d.-projekter er en vigtigt bidrag i opbygningen af forskningsmiljøet,” siger han.

Oplægsholdere på konferencen Når designpraksis bliver til forskning: Per Galle, lektor, Danmarks Designskole, København Flemming Tvede Hansen, ph.d.-studerende, Danmarks Designskole, København Pia Staff, ph.d.-studerende, The University of Art and Design Helsinki, Finland Grethe Refsum, ph.d., Adjunct Professor, Kunsthøgskolen i Oslo, Norge Hanna Landin, ph.d.-studerende, Chalmers Tekniska Högskola, Göteborg, Sverige Kirsten Nissen, ph.d.-studerende, Designskolen Kolding

Læs artikel om  Flemming Tvede Hansens ph.d.-projekt i Mind Design #10.

Mind Design #14, 2008