Danish Centre for Design Research
ENGLISHDANSKKONTAKTSITEMAPRSSRSS

Designforskning til alle

- Artifact som Open Access-tidsskrift


Frit tilgængeligt. Forskningsviden skal være tilgængelig og gratis for alle. Det er filosofien bag relanceringen af Artifact som Open Access-tidsskrift. Alle tidligere og kommende artikler kommer til at ligge på nettet til frit download. Design: Per Mollerup
Send artikel
Print/pdf Abonnér Facebook

Designforskningstidsskriftet Artifact har skiftet form fra tidsskrift på print til Open Access-tidsskrift online. Relanceringen følger en generel tendens til fri adgang til forskningsviden og løser samtidig nogle problemer for forskerne, mener redaktørerne Ida Engholm og Charlie Breindahl.

Af Trine Vu

Med versaler af blyantskrøller står navnet, Artifact, skrevet øverst på sitet. Under det ligger de første af en stribe designforskningsartikler fra tidsskriftet Artifact nu online med det første nummer. For første gang frit tilgængelige for alle.

Filosofien bag virker også enkel og indlysende som en blyantskrølle: Forskningsviden skal være tilgængelig og gratis for alle. Og Artifact’s transformering fra et eksklusivt designforsknings-tidsskrift på print til et online Open Access-tidskrift er en del af en større trend - en international tankegang, som den teknologiske udvikling de seneste år for alvor har givet luft under vingerne.

Fri adgang til forskningsviden

Senest har Copenhagen Business School vedtaget en Open Access-politik, hvor skolens forskere er forpligtet til at formidle via Open Access-systemer. Også Aalborg Universitet lancerede i 2011 en Open Access-politik med det mål at skabe fri adgang til universitetets forskningsartikler.
”Skiftet er sket, fordi der er et potentiale i at lægge akademiske artikler ud som Open Access, og i redaktionen har vi den holdning, at alle skal have adgang til den forskningsfaglige viden. At dele viden er fremtiden, og det er i alle forskeres interesse, at deres forskning når ud til en bredere kreds,” siger Ida Engholm, forskningslektor ved Center for Designforskning, om baggrunden for relanceringen af Artifact.

Ida Engholm er sammen med Charlie Breindahl redaktør på Artifact, og de har i samarbejde med it-medarbejder Jeppe Morgenthaler i godt et år arbejdet på at give det fire år gamle print-tidsskrift en ny form.

 

MD#45-Artifact-I J C-608x395.jpg
Gavner forskningen. I Open Access-form når artiklerne ud til flere designforskere. Og det bliver lettere at forske, når viden bliver frit tilgængeligt, mener redaktørerne Charlie Breindahl (tv.) og Ida Engholm, som her ses sammen med it-medarbejder Jeppe Morgenthaler.
Foto: Center for Designforskning

I alles interesse

Ida Engholm mener, at Open Access-formen både gavner samfundet og løser nogle problemer i forhold til publicering af forskningsviden.

Mange af de akademiske tidsskrifter, der bliver udgivet, er nemlig så dyre, at det kun er de store universiteter, der har råd til at abonnere på dem. Det betyder, at kun den gruppe forskere, der er tilknyttet et af de store universiteter, kan få gavn af forskningsartiklerne.
”Det er hverken i forskernes eller samfundets interesse. Ideen med Open Access er, at det koster noget at producere, men ikke at læse. Som forsker betaler jeg med min tid ved at stille min artikel til rådighed – og det har samfundet allerede betalt for en gang via skatten. Derfor skal den enkelte læser ikke betale igen for at se mine forskningsresultater,” forklarer Ida Engholm.

Artifact er med forskningsartikler af førende designforskere fra hele verden udkommet på print i årene 2007-2009 og har været tilgængeligt på 638 biblioteker og 36 institutioner verden over. I den nye form håber redaktørerne og Center for Designforskning, som har taget initiativ til relanceringen, at nå ud til endnu flere designforskere.

En kæmpe fordel for forskerne

Den nye tilgængelighed vil også smitte af på selve forskningen, mener Ida Engholm.
”Det gør arbejdet lettere for den enkelte forsker, når viden bliver frit tilgængelig. For eksempel betyder det, at man i forhold til sin egen forskning bliver dækket bedre ind – at man kan være mere sikker på, at der ikke findes viden på ens forskningsområde, som man ikke kender til,” siger Ida Engholm og tilføjer:
”Det er også en kæmpe fordel for forskerne, at Artifact som Open Access-tidsskrift gør det muligt at publicere løbende.”

Når forskningsartikler udkommer på print, er det ikke usædvanligt, at der kan gå halvandet til to år, fra forskeren afleverer artiklen, til den bliver publiceret. Det har Ida Engholm blandt andet selv oplevet med en forskningsartikel om webmuseum.dk, som blev overhalet inden om af udviklingen i virkeligheden, inden artiklen blev udgivet.
”Når processen er så lang, vil man som forsker ofte være involveret i et nyt projekt, når artiklen endelig udkommer. Med en hurtigere publicering og dermed feedback vil man få langt større kontinuitet i sit forskningsarbejde,” siger Ida Engholm.

Som it-medarbejder tilknyttet Artifact sidder Jeppe Morgenthaler lige nu på Center for Designforskning og uploader de knap 60 designforskningsartikler, som tidligere har været publicerede i den trykte udgave af Artifact, til genudgivelse i tidsskriftets nye format. Han siger:
”En af pointerne med at udgive Artifact som Open Access er, at man kan udgive en artikel, selv om ikke alle artikler til et temanummer er færdige og klar til at blive publiceret. Hvis et emne er aktuelt, behøver vi i dag ikke som med print-modellen at vente med at publicere en artikel, til alle de andre temaartikler er klar. Det er en virkelig stor fordel.”

Call for papers i foråret 2012

Udgivelsen af Artifact som Open Access er et joint venture mellem Center for Designforskning, Indiana University i USA og Swinburne University of Technology i Australien. Indiana University hoster tidsskriftet, og første nummer, Vol 1, No.1, er allerede online med 13 artikler under temaet ”hvad er et artefakt?” De næste måneder vil nye numre udkomme med omkring otte genudgivelser pr. nummer, indtil alle artiklerne fra de trykte udgaver er genudgivet.

I starten af 2012 bliver der udsendt et call for papers, hvor designforskere over hele verden bliver inviteret til at skrive til den nye onlineversion af Artifact.

Den redaktionelle linje i Artifact lægger vægt på, at alle forskningsartikler har praksisrelevans. De skal direkte eller indirekte have relevans for designfaget.

Drømmen er desuden, at Center for Designforskning med udgangspunkt i Artifacts temaer kan invitere til seminarer og dermed få designforskningen ud til en endnu bredere målgruppe, fortæller Ida Engholm.

Kvaliteten er den samme

Artifact’s transformation fra print til Open Access betyder ikke noget for kvaliteten af forskningsartiklerne, for præcis som med print-udgaven vil et korps af reviewere sikre, at niveauet af den forskning, artiklerne formidler, er det højest mulige.
”Teknologien gør det lettere at publicere, men vi bibeholder de samme rammer med krav om fagfællevurdering,” siger Ida Engholm.

Netop i redaktionsprocessen mener redaktør Charlie Breindahl også, at Open Access-formen giver nye muligheder.
”I Open Access-formen har alle i redaktionsgruppen lettere adgang til at følge redaktionsprocessen, og dermed får de også mulighed for at påvirke den. Når man kan følge manuskripternes vej gennem systemet, kan man for eksempel få ideen til et temanummer og tage spørgsmålet op i fællesskab. Det vil også være lettere at have gæsteredaktører, der kan følge det enkelte nummer uden mellemmænd. På den måde kan mange flere blive en del af redaktionsprocessen og dermed tage en del af æren for resultatet. Det kan blive et mere fælles projekt, og det tror jeg, at der kan komme meget godt ud af,” siger Charlie Breindahl.

Åbent og ligetil – som de blyantskrøllede versaler, som Per Mollerup, professor i kommunikationsdesign ved Swinburne University of Technology i Australien, har lavet i Artifacts redesign.

Artifact tilgængeligt på nettet

Find Artifact på denne hjemmeside.

Se også vores artikelserie om Open Access.


Mind Design #45, 2012


E-mail