At tale om æstetik i design kan volde visse vanskeligheder. Ofte tales der ret ubestemt, men indforstået om æstetik. Og ofte er det æstetiske i design under beskydning, fordi det fra forskellig side hævdes, at designere i dag ikke kun skal beskæftige sig med ’form og æstetik’, men også med f.eks. strategiske processer. Men hvad er det æstetiske, og hvordan kan man tale om det æstetiske i design? Professor i Æstetisk og Kultur Morten Kyndrup fra Aarhus Universitet giver i sin bog Den æstetiske relation et fundament at tale ud fra.

Af Mads Nygaard Folkmann

Bogen Den æstetiske relation er Morten Kyndrups bidrag til en afklaring af, hvilken rolle æstetik spiller i dag. Han peger på, at en opdateret videnskab om det æstetiske er relevant for, at vi kan forstå den moderne verden i dens mange fremtrædelsesformer.

I sin bog foretager Morten Kyndrup to greb, som er væsentlige for forståelsen af, hvordan æstetik kan opfattes. På den ene side viser han i korte træk æstetikkens begrebslige historie, dvs. de måder det er blevet tænkt på, og de filosofiske og idémæssige rammer det er blevet tænkt inden for. På den anden side forsøger han at opstille en mere systematisk teori for, hvad man kan opfatte som ’det æstetiske’, nemlig en særlig form for relation mellem et subjekt og forskellige typer af objekter. Morten Kyndrups bog er hermed meget generel i sit sigte, men begge tilgange til det æstetiske kan ses i forhold til design og med relevans for design.

Æstetikken som begreb
På relativt kort plads fortæller Morten Kyndrup om æstetikkens opståen som videnskabelig disciplin. Først med filosoffen Alexander Baumgartens værk Aesthetica (1750/58) bliver æstetikken til et begreb, der kan tales om. Baumgarten vil opstille en filosofi for den sanselige erkendelse, og hertil henter han det græske ord aisthetik, ’det sanseligt opfattelige’.

Den æstetiske relation tegner herfra linjen over Kants indflydelsesrige teori om bl.a. smagsdommen i Kritik der Urtheilskraft (1790) frem til det ’ægteskab’ med kunsten, som æstetikken i løbet af 1800-tallet indgår i. Konsekvensen er, at kunsten nærmest får patent på det æstetiske; at ’æstetisk’ opfattes som ’kunst’. Med Hegel bliver æstetikken slet og ret identisk med en filosofi om kunsten.

Bogens væsentlige bidrag er at analysere og fremhæve, at den intime kobling mellem æstetik og kunst, som har præget kunsttænkningen fra oplysningstiden op til i dag, ikke er naturlig, men udtryk for en filosofisk konstruktion. Morten Kyndrup peger på, at man kan se kunsten og det æstetiske som to forskellige mængder, der dækker hinanden på en række punkter, men også indeholder en række forskelle. Det er hans pointe, at det æstetiske er noget mere og andet end kunsten – det kan f.eks. ses som bestemte typer af oplevelsesrelationer, der finder sted i en omgang med verden, og som også lader oplevelsen selv få værdi i modsætning til f.eks. en formålsrettet eller en instrumentel relation, hvor det kun er nytten, der er i fokus.

Design som del af det æstetiske felt
I beskrivelsen af æstetikbegrebet som noget, der dækker mere end kunsten, er Den æstetiske relation på linje med en række tendenser i den nyere æstetikteori, som den bl.a. kommer til udtryk hos filosoffer som Gernot Böhme, Martin Seel og Richard Schusterman. Hos dem er der en tilbagevenden til det æstetiske som aisthesis, dvs. som en generel model for sansning og måder at forholde sig til verden på. Det er også en problemstilling, som Carsten Friberg, adjunkt ved Arkitektskolen Aarhus, har arbejdet med, bl.a. i bogen Æstetiske erfaringer (Multivers 2007).

Noget af det, som ifølge Morten Kyndrup har bevirket, at kunst og æstetik ikke længere ’dækker’ hinanden, er, at store dele af vores omgivelser frembringer ”relationer til os som ligner dem vi har lært var forbeholdt vores forhold til kunsten”. Baggrunden er, at ”vores livsverden i stadig stigende grad i enhver forstand optræder for os som formgivet” (s. 66).
Der er sket en æstetisering af vores omverden, og det er på dette punkt, at Morten Kyndrup nævner designområdet som et felt, der spiller en stadig stigende rolle i æstetiseringen. Og netop fordi det forholder sig sådan, er det vigtigt at give et bud på, hvordan design fungerer som noget, der signalerer sig som ’æstetisk’ f.eks. ved at gøre opmærksom på sig selv som ’formgivet’.

Bogen Den æstetiske relation giver et solidt fundament til en videre diskussion af æstetikken som et begreb, der ikke længere kun er knyttet til kunsten. Bogen er skrevet af Morten Kyndrup, professor i æstetik og kultur ved Aarhus Universitet.

Det æstetiske som relation
Spørgsmålet, som bogen derved kredser om, er, hvad det æstetiske så er. Morten Kyndrups svar går ikke i retning af at kvalificere bestemte objekter eller elementer som æstetiske, men er snarere en funktionel bestemmelse. I en række vigtige kapitler om ’betydningshandling’ og ’det æstetiskes sted’ siger han, at det æstetiske er noget, der opstår i en relation mellem et subjekt, der oplever og vurderer noget på en bestemt måde, og et objekt, der kan være kalkuleret med henblik på at virke ’æstetisk’.

Morten Kyndrup taler om, at objekter kan indeholde en ’implicit æsteticitet’, hvor det ”inviterer til at der etableres en æstetisk relation” (s. 98). Dette kan i Morten Kyndrups analyse have mange udtryk; det kan have at gøre med den måde, noget fremtræder på (som bl.a. også filosoffen Martin Seel har analyseret i sine bøger om ’fremtrædelse’, bl.a. Ästhetik des Erscheinens fra 2000) og den måde, betydning skabes og fremhæves på. Æstetisk betydning opstår f.eks., når man ikke blot ser ’igennem’ noget, men også bliver tvunget til at lægge mærke til den måde, man ’ser’ på.

Den æstetiske relation er karakteriseret ved at være begrebsligt arbejde og giver kun få konkrete eksempler. Men de spørgsmål, Morten Kyndrup stiller i forlængelse af sin idé om den æstetiske relation, kan umiddelbart tænkes ind i designområdet: Hvilke elementer i ”objekters implicitte, kommunikative konstruktion” (s. 102) gør, at de opretter en æstetisk relation? Hvad betyder det, at vi lever i en verden, hvor alle ”tilvirkede ting fremstår stadig mere eksplicit som værende-til-for-os, som designede i bredeste forstand” (s. 120)? Hvordan kan man kalkulere de æstetiske relationer og gøre dem til et aktiv i en designproces?

Formens værdiarbejde
Morten Kyndrup tænker overordnet de æstetiske relationer som en mekanisme af værdidannelse, hvormed æstetikken som vidensdisciplin handler om ”æstetiske værdidannelsesprocesser og deres mulighedsbetingelse” (s. 144). Æstetikken handler altså helt overordnet – hvis man skal sætte det på spidsen – for designs vedkommende om et værdiarbejde gennem formen. Denne betragtning kan man bruge som redskab for analyser af design: ”At opfatte noget ”æstetisk” vil sige at vælge én bestemt relationstype blandt en række andre mulige. At indgå en ”æstetisk relation” til noget i denne forstand vil sige at gøre det til genstand for sin sansning i en bestemt vurderende henseende” (s. 116).

Men set fra et praktisk designperspektiv kan man også forsøge at vende processen om. I stedet for at analysere objekter og deres æstetiske virkning, kan man arbejde på at aktivere de analytiske indsigter. Man kan arbejde på bevidst at designe objekter, der med en høj grad af ’implicit æsteticitet’ opfordrer til dannelse af æstetiske relationer. Heri ligger der et stort potentiale for videre udforskning.

Morten Kyndrup: Den æstetiske relation. Sanseoplevelsen mellem kunst, videnskab og filosofi. Gyldendal, København 2008. 175 s. ISBN 978-87-02-06299-1

Mind Design #11, 2008