Formålet med uddannelsen er at imødekomme de ændrede vilkår, som designprofessionen står over for i dag. Hvor design og designeres rolle tidligere var koncentreret omkring formgivning og løsning af specifikke formgivningsopgaver, må designere i dag agere inden for nye rammer i et hastigt voksende vidensintensivt felt, hvor design indgår som led i tværfaglige og strategiske processer.
Designere kan derfor ikke længere primært koncentrere sig om formgivningsdelen, men må også operere som strateger, konsulenter, managere, innovatorer, facilitatorer og producenter. Ideen med masteruddannelsen i design er at opkvalificere designeres erfaringsbaserede metoder og handlingsrepertoire med ny relevant teoretisk viden og metoder målrettet en nutidig praksis.
Uddannelsens mål
Uddannelsen vil på et videnskabeligt grundlag gøre deltagerne i stand til at:
- agere i komplekse faglige sammenhænge med en øget faglig kompetence og indsigt
- fremstille designproblemstillinger og dokumentere processer og løsninger på et kvalificeret mundtligt og skriftligt niveau
- placere, analysere og løse designopgaver i forhold til aktuelle samfundsmæssige, økonomiske og kulturelle sammenhænge
- forstå og anvende et bredt repertoire af metoder til planlægning og styring af designprocesser - fra forberedelse til forretning












