Danish Centre for Design Research
ENGLISHDANSKKONTAKTSITEMAPRSSRSS

Forskning i tekstildesign - en undersøgelse af potentialer

Anne Louise Bang og Kirsten Nissen
2005

Indledning
I 2002 indgik regeringen og folketingets partier en flerårsaftale for Kulturministeriets kunstneriske uddannelser. Aftalen indeholder en række forpligtende indsatsområder, hvoraf et er designforskning. Flerårsaftalen udmøntede sig i 2003 i en resultatkontrakt, indgået imellem Designskolen Kolding og Kulturministeriet. Følgende er et uddrag af denne resultatkontrakt:

"Målsætningen er, at Designskolen Kolding skal bidrage til udviklingen af dansk designforskning. Forskningen skal generere ny viden og formalisere den eksisterende viden på skolen. Det skal udvikle den eksisterende uddannelse til en forskningsbaseret designuddannelse med merit og sammenhæng i forhold til højere uddannelser i Danmark og udlandet. Designforskningen og den forskningsbaserede designuddannelse skal endvidere sikre og højne kvaliteten i dansk design".

I 2010 skal Desigskolen Kolding forskningsevalueres, og skolens mål er derved at opnå anerkendelse som en forskningsbaseret akademisk uddannelse.

I Designskolen Koldings forskningsplan, som er færdiggjort i foråret 2005, beskrives den kommende strategi for skolen. Strategien er at organisere skolens forskningsindsats i følgende 3 søjler:

  • Tekstildesign
  • Designteori og -metode
  • Kommunikation/Interaktionsdesign

Med henblik på at afdække forskningspotentialet indenfor tekstildesign har Designskolen Kolding og Center for Designforskning i samarbejde iværksat en undersøgelse, hvis resultat er nærværende rapport.

Opgaven har været at skabe et grundlag for at definere et forskningsfelt, som bygger på Designskolen Koldings erfaringer med projekter på området, og som kombinerer humanistiske, teknisk/teknologiske og designfaglige eksperimenterende tilgange.

Første trin har været at afdække forskningspotentialet på Institut for Mode og Tekstil på Designskolen Kolding, således at den specialviden, der allerede findes på instituttet kan skabe grobund for vækstmuligheder, også i forskningsmæssig sammenhæng.

Dette er sket i form af interviews med skolens personale, samt et casestudie af projekter, udført af instituttets studerende gennem de seneste år.

Næste trin har været at afsøge den hidtidige forskning indenfor tekstilområdet i Danmark med henblik på at få et overblik over hvilke institutioner, forskere og forskningsemner, der er og har været aktive i feltet. Ligeledes er tilsvarende forskningsområder i udlandet, hovedsagelig Norden og England undersøgt med henblik på at identificere interessesammenfald og eventuelle kommende samarbejdspartnere. Denne vidensopsamling er foregået via de førnævnte interviews samt litteratursøgning, blandt andet via internettet.

Rapporten søger at formulere visioner, og sigter imod at skabe grundlag for en fremtidig strategi for den kommende tekstilforskning på Institut for Mode og Tekstil på Designskolen Kolding kan defineres.

Rapporten skal desuden ses som et forprojekt vedrørende etableringen af et tekstilkonsortium med rod i Designskolen Kolding, som kan danne ramme om forskningsmæssigt samarbejde mellem vidensinstitutioner og virksomheder indenfor tekstilområdet.

Som en del af rapporten er udviklet et idékatalog over temaer for konsortiedannelse. Idékataloget kan anvendes som inspiration og diskussionsgrundlag for udpegning af satsningsområder for et kommende tekstilkonsortium. Idékatalogets temaer forsøger at tilgeodese såvel forskning, uddannelse og erhvervsliv.

Næste skridt i arbejdet omkring dannelse af et tekstilkonsortium vil blive et seminar, hvor repræsentatner fra vidensinstitutioner og virksomheder er inviteret til at diskutere mulige samarbejdsfelter omkring forskning i tekstildesign. Seminariet vil blive afholdt d. 8. september 2005 på Designskolen Kolding.

Denne rapport er skrevet af Anne Louise Bang og Kirsten Nissen. Begge er tekstildesignere af uddannelse, og begge er fastansat på Institut for Mode og Tekstil på Designskolen Kolding.

Rapporten er skrevet i en firemåneders periode henover sommeren 2005.

Anne Louise Bang/ Kirsten Nissen
August 2005

Se rapporten Forskning i tekstildesign - en undersøgelse af potentialer.

E-mail