
Karina Mose er lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole.
Karina Moses forskning ligger inden for disciplinen materialets potentiale. Hendes forskningsprojekter drejer sig dels om at udvikle nye formprocesser for materialerne på (f.eks. beton, krydsfiner, filt og lys), dels om at udvide området for deres anvendelse.
I sit arbejde med eksempelvis beton har Karina Mose udviklet bæredygtighedsaspektet ved at eksperimentere med at anvende forskellige alternative affaldsmaterialer som tilslag eller som støbeforme/forskallingsmateriale. Gennem kunstnerisk udviklingsarbejde, her formmæssige afprøvninger og analyser, har hun undersøgt, hvilke formmæssige begrænsninger og udviklingsveje denne kombination af materialer kunne give den færdige beton. Et aspekt af disse undersøgelser har været at udvikle støbeteknikker til den del af verden, hvor træ og andre almindelige forskallingsmaterialer ikke er til stede, et andet at etablere et nyt formsprog for betonmøbler.
Karina Moses forskningsmetode består i at kombinere data fra andre arkitekters arbejde, fra forskningsområder uden for faget, bl.a. teknisk/ingeniørfaglig forskning, og fra egne undersøgelser og eksperimenter. Dataindsamlingen og den eksperimenterende del sker i samarbejde med kandidatstuderende på Designafdelingen på Kunstakademiets Arkitektskole, og resultaterne af disse bliver efterfølgende analyseret og publiceret, bl.a. i form af udstillinger.
Karina Mose deltager som kritiker på alle niveauer af undervisningen på Studieafdeling 11, Arkitektur, Design & Industriel Form på Kunstakademiets Arkitektskole. Hun underviser i arkitektur og industriel formgivning på kandidatniveau.
NøgleordMaterialets potentiale, beton, krydsfiner, aluminium, plast, bæredygtighed, støbeteknik, forskallingsteknik, kunstnerisk udviklingsarbejde, arkitektur, industriel formgivning |