Danish Centre for Design Research
ENGLISHDANSKKONTAKTSITEMAPRSSRSS
Mette Harrestrup
Mette Harrestrup
Ph.d.-studerende
Grafisk designer, illustrator

Mette Harrestrup er ph.d.-studerende ved Institut for Kommunikationsdesign på Designskolen Kolding.

I sit ph.d.-projekt Fra piktogram til sensogram forsker Mette Harrestrup i design af vejvisning. Som grafisk designer undrede hun sig over, at billedsproget i de piktogrammer, vi anvender overalt, ikke er ændret væsentligt siden 1930’erne. Ud fra denne undren begyndte hun at undersøge området. I projektet eksperimenterer hun med at inddrage flere sanser, nye teorier og ny teknologi i design af vejvisning, specifikt ved nytænkning af toiletpiktogrammer. Forståelig vejvisning er vigtig, når man ikke er i sine vante omgivelser. I Polen kan det f. eks. være svært som nyankommen at forstå, at cirkel betyder dametoilet og trekant betyder herretoilet.

Globalisering og rejseaktivitet øger behovet for universelt forståelig vejvisning. Ikke kun kravene til aflæselighed skærpes, designerne skal også tage højde for, at visse signaler kan være anstødelige for mennesker med bestemte kulturelle eller religiøse baggrunde. Flere steder i Mellemøsten er det f.eks. utænkeligt at afbilde en mand og en kvinde på samme toiletskilt.

Mette Harrestrups introduktion af begrebet sensogram udspringer af, at hun inddrager andre sanser end synet. Eksempelvis lader hun en diskret lyd af rislende vand gøre opmærksom på vejen til nærmeste toilet. Lyden kan samtidig få eventuel latent vandladningstrang til at melde sig, netop når man er nær toilettet, og denne sammenhæng er uafhængig af kultur og sprog. Her tilfører Mette Harrestrup designmetoderne teoretisk substans fra kropsfænomenologien, som blev grundlagt af Maurice Merleau-Ponty i midten af forrige århundrede. Merleau-Ponty påviste nogle sammenhænge mellem omverden, krop, sansning og bevidsthed, som f.eks. er en af forudsætningerne for, at vi i dag kan anvende begrebet kropslig intelligens.

Mette Harrestrup anvender også ny teknologi i piktogramdesign. Blandt andet kan piktogrammer forsynes med sensorer og dermed blive interaktive. Vandets rislen skal kun lyde, når nogen bevæger sig i nærheden, fordi folk, som leder efter et toilet, typisk bevæger sig. På længere sigt vil piktogrammer kunne aflæse oplysninger om de mennesker, som færdes på stedet, og kommunikere direkte til den enkelte via mobiltelefoner, boardingkort eller lignende. Så hver enkelt passager i en lufthavn kan få relevante informationer på sit eget sprog. Læs også artiklen Flere sanser til grafisk design i Center for Designforsknings Årsberetning 2007 (side 18-20).

Med opdateret teori, flere sanser i spil og brug af ny teknologi ønsker Mette Harrestrup at supplere designeres værktøjskasse og dermed bidrage til udvikling af dansk vejvisningsdesign.

Mette Harrestrup er grafisk designer og illustrator med afgang fra Designskolen Kolding i 1997. I uddannelsen indgik studier ved Hogeschool Voor De Kunsten i Utrecht, Holland i 1996.

Nøgleord

Visuel kommunikation, piktogram, sensogram, vejvisning, interaktion, kropsfænomenologi, physical computing, pervasive computing.

E-mail