Danish Centre for Design Research
ENGLISHDANSKKONTAKTSITEMAPRSSRSS
Joy Boutrup
Lektor
Tekstilingeniør
Designskolen Kolding
+45 76 35 55 31

Joy Boutrup er lektor ved Designskolen Kolding.
 
Joy Boutrup har tekstiler som sit primære forskningsområde. Hun beskæftiger sig især med de tekniske aspekter ved tekstilerne, herunder med deres bæredygtighed fra produktion og anvendelse til vedligeholdelse, bortskaffelse og genbrug.

I det praksisbaserede forskningsprojekt Regulering af dagslys i offentligt miljø har Joy Boutrup sammen med lektor Vibeke Riisberg siden januar 2007 forsket i nye løsninger til regulering af dagslys i kontorbygninger. Såvel mængden af dagslys som omgivelsernes æstetiske udformning spiller en væsentlig rolle for trivsel og velvære på arbejdspladsen. Projektet søger derfor at forene funktion og dekoration. Målet er at fremme brugen af dagslys for at spare energi og samtidig opnå et behageligt lysindfald, der kan reguleres efter brugernes individuelle behov.

Udgangspunktet for projektet er den antagelse, at det er muligt at regulere lyset optimalt ved at kombinere total afskærmning, filtrering, diffusion og direkte lysgennemgang. Joy Boutrup og hendes kolleger i forskningsteamet undersøger eksisterende typer af tekstiler og eksperimenterer med vævning af nye typer, bl.a. med brug af biosyntetiske fibre, som består af syntetisk materiale, der er fremstillet af råvarer som stivelse eller sukker og er biologisk nedbrydeligt. Desuden arbejder de med såkaldte non-woven materialer, som fremstilles direkte af fibrene uden spinding eller vævning. Ved at folde og skære undersøger de nye muligheder for at bruge materialet tredimensionelt, hvorved lyset kan diffuseres, dvs. spredes, fra nogle vinkler, mens man fra andre kan se igennem materialet. Målet er at regulere lys og temperatur i kontormiljøer og samtidig bidrage til den æstetiske oplevelse.  Projektet er støttet af Kulturministeriets Forskningspulje, tekstilvirksomheden Kvadrat og Center for Designforskning.

Joy Boutrup arbejder med tekniske og kemiske aspekter af konservering af tekstiler.  Hun fungerer som gæstelærer, censor og specialevejleder inden for tekstilkonservering ved kunstakademiets Konservatorskole.

Joy Boutrups forskning omfatter desuden analyser af fletteteknikker fra middelalderen og renæssancen. Ved hjælp af både skrevne, historiske kilder og fundne artefakter som tøj, punge, våben, faner og seletøj til heste søger hun at indkredse og beskrive, hvilke fletteteknikker, der blev anvendt i Europa i de nævnte perioder.

Joy Boutrup underviser inden for fagområderne materialelære og bæredygtighed, dels på Designskolen Kolding, dels på uddannelsesinstitutioner i udlandet, f.eks. i Norge, Tyskland, USA, New Zealand, Australien og Japan.

Joy Boutrup er uddannet tekstilingeniør fra Fachhochschule Niederrhein, Krefeld, Tyskland, i 1970.

Nøgleord

Tekstil, praksisbaseret tekstilforskning, bæredygtighed, materialelære, regulering af dagslys, lysindfald, diffusion, lysgennemgang, biosyntetiske fibre, non-woven, konservering af tekstiler, farvestofanalyse, historiske fletteteknikker 

 

E-mail