Jan Fugl er lektor ved Arkitektskolen Aarhus.
Jan Fugl beskæftiger sig i sin forskning med lys og lysdesign samt med forholdet mellem lys og rum. I et samarbejde mellem Dansk Center for Lys, Designskolen Kolding og Arkitektskolen Aarhus er han p.t. ved at udvikle et tværfagligt, internetbaseret undervisningsmateriale om lys.
Jan Fugl arbejder med analyser og beskrivelser af dagslysets egenskaber i forskellige rumlige geometrier, dvs. forskellige udformninger og typer af rum. Hvordan påvirkes oplevelsen af forskellige rum (kvadratiske rum, rektangulære rum, frit formede rum) af forskelligt udformede og placerede lysindfald? Jan Fugl arbejder med studier og kategorisering af principper for lysindfald og lysets forskellige måder at "tegne" rummet på, alt efter hvor og hvordan vinduer er placeret på lodrette eller vandrette flader, om lyset rammer gulv eller væg, samt hvordan materialer, former, farver og overflader reflekterer lyset. Han beskriver hovedprincipper for oplevelsen af lyset, herunder eksempelvis om det udvider eller indskrænker rummet, og sammenholder disse principper med eksempler fra arkitekturhistorien.
Et fokusområde i Jan Fugls forskning er proportionsforhold og målesystemer. Han registrerer og studerer bygningsproportioner i antikkens Ægypten, f.eks. hvilke grundprincipper der ligger bag udformningen af datiden religiøse og profane arkitektur. Endvidere beskæftiger han sig med studier af, hvilken rolle proportionsforhold som ’det gyldne snit’ og den matematiske konstant pi spillede i datidens byggeri.
Jan Fugl underviser og vejleder bachelorstuderende på Arkitektskolen Aarhus’ Institut for Design inden for fagområdet møbel-, rum- og belysningsdesign, herunder vejledning omkring de studerendes arbejde med form, funktion, æstetik og konstruktion.
Jan Fugl er cand. arch. fra Arkitektskolen Aarhus i 1977.
NøgleordRum, møbler, lys, lysdesign, dagslys, kunstlys, lysforskning, lysrefleksion, proportionsforhold, målesystemer, formanalyse |