God tværfaglighed kan gøre, at man bliver bevidst om sin egen fagligheds grænser og potentialer. Men en tværfaglighed, der bygger på det udvidede designbegreb, resulterer i en ulykkelig udvanding af designernes kernekompetence: formgivning. Merete Ahnfeldt-Mollerup, lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole, der har stafetten i denne måned, mener, at det udvidede designbegreb slører både designforskningens og designuddannelsens mål. 

Merete Ahnfeldt-Mollerup er lektor  ved Kunstakademiets Arkitektskole

Hvad forstår du ved det udvidede designbegreb? Hvad mener du, der ligger i det?
Begrebet giver overhovedet ikke mening for mig! Ordet design har vi fra engelsk, men det betyder ikke det samme på dansk, og dét er et problem, fordi vi i dag hele tiden veksler mellem dansk og engelsk.

På engelsk er det et vidunderligt, betydningsmættet ord, der beskriver, hvad designere gør og kan. Design er med andre ord på engelsk knyttet til en metode. Her må man på dansk efter min opfattelse bruge ordet formgivning, fordi design på dansk mere er knyttet til nogle bestemte genstande.
Det danske designbegreb er uigennemskueligt og snævert. Jeg tror, at ideen med at tale om det udvidede designbegreb er at få den angelsaksiske betydning af designbegrebet ind i det danske sprog.

I en formidlingssammenhæng fungerer det udvidede designbegreb meget godt. Det er udtryk for god formidling at sige, at design handler om mere end lækre genstande. Men i en faglig sammenhæng skaber det uklarhed. Vi har hele tiden arbejdet med den brede betydning på arkitektskolen, men jeg er begyndt at bruge ordet formgivning i stedet, fordi designbegrebet forvirrer. For mig er der ikke noget "udvidet" i at sige, at design også er musikgruppen Aqua, brokbind fra Coloplast eller Google, der er ekstremt designbåret, selv om folkene bag disse produkter ikke nødvendigvis ser sig selv som designere.

Det vigtige er at blive bevidst om, hvilken rolle form spiller. Som eksempel kan jeg nævne, at Rigshospitalet for tiden bl.a. søger designere til at udforme fremtidens hospitalsstuer, hvor både indretningen og arbejdsgangene skal være gennemtænkt. Nogle i teamet, hvor der er læger, sygeplejersker, antropologer og ingeniører, skal være gode til at formgive, for at resultatet bliver godt. Designeren er den, der får det hele til at hænge sammen funktionelt, visuelt, akustisk, taktilt og rumligt i forhold til omgivelserne. Men der ligger ingen udvidelse i det; sådan har vi arbejdet hele tiden.

Alle de andre fagligheder er med i dialogen og samarbejdet. Men de, der skal skabe en god, sammenhængende form, altså designerne, skal have fokus på formgivningen. Det udvidede designbegreb gør, at alle nu er designere, mens de, der egentlig skal være det, er det mindre og mindre, fordi de med det udvidede designbegreb forventes også at have fokus på alle de andre discipliner.

Hvad er konsekvensen af det udvidede designbegreb for måden, hvorpå vi tænker og taler om design?
Begrebet giver uklarhed om designforskningens mål og om designuddannelsens mål. Konkret har jeg oplevet, at studerende bruger lang tid på noget, der er irrelevant for deres uddannelse. Kunstakademiets Arkitektskole har en lang tradition for at integrere noget, der minder om antropologisk metode i arbejdet, og jeg underviser selv i det. Men det vokser sig for stort og bliver et sidespor for de studerende; de får ikke arbejdet med formen i deres projekter, fordi for megen tid går med den forudgående registrering og analyse.

Andre steder går det galt, fordi man inspireret af billedkunsten bruger tiden på koncepter: Unge designere bliver undervist i konceptudvikling, men ikke i formgivning – resultatet er, at de hverken er fugl eller fisk og ikke kan få arbejde som designere.

God tværfaglighed kan gøre, at man bliver bevidst om sin egen fagligheds grænser og potentialer, men her resulterer tværfagligheden i en ulykkelig udvanding af kernekompetencen. Hvis det går designere dårligt, er det ofte, fordi deres formgivningskompetencer ikke er tilstrækkeligt stærke. Og hvis designbranchen har problemer, er det årsagen. Formgivning som fag er nørdet og komplekst nok i sig selv med alt, hvad det indeholder af ergonomi, produktionsteknik, materialelære, formlære, visualisering af alternative løsninger osv. Når man skal lære det, har man ikke tid til også at lære andre fags metoder.

Hvad er konsekvensen af det udvidede designbegreb for måden, hvorpå vi opfatter og arbejder med designforskning? Hvilke udfordringer ligger der i forlængelse af at anvende det udvidede designbegreb?
Man kan sagtens som historiker eller antropolog forske i design, men man skal være bevidst om, at kernen er og bliver formgivning.
Designforskningen har nogle konkrete opgaver, f.eks. historisk forskning, metodeudvikling i forhold til uddannelserne og praksis samt forskning i samarbejde med virksomhederne. For eksempel savner møbelproducenterne en forsknings- og udviklingsindsats – en oplagt opgave for designforskere. Konsekvensen af det udvidede begreb er, at de enkle, konkrete opgaver, der efterspørges, bliver sat til side til fordel for nogle meget abstrakte opgaver, hvor begrebsafklaringen fylder det meste.

I og med at det udvidede designbegreb slører designbegrebet, slører det også designforskningen. Jeg mener, at nogle kolleger bruger energi på at opfinde ting, vi allerede har. Det er ikke så mærkeligt, at økonomer, ingeniører eller programmører bliver forbløffede og usikre, når de skal designe, og derfor ser vi globalt en masse teori, der handler om meget elementære ting, små ting, der indgår i studiets første års curriculum her på skolen. Og så er der et kæmpe spring til den egentlige faglige udvikling, der måske er for nørdet for udefrakommende.

Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor netop designfaget skal trækkes ned til et så elementært niveau. Den designmetode, vi allerede har, kan sagtens håndtere det, der ligger i det udvidede designbegreb. Der er ikke behov for en ny metode, men for metodeudvikling på grundlag af den eksisterende metode.

Hvem vil du give stafetten videre til?
Jeg vil gerne give den til Annette Meyer, der er selvstændig designer og arbejder i grænselandet mellem kunst, mode og design.

Mind Design #7, 2008