

I årets første udgave af Mind Design gør centerchef Dorthe Mejlhede status over aktiviteterne i Center for Designforskning i 2009 og den platform, som centret har skabt for designforskningen. Designforskning kan være en katalysator for innovation og kan skabe værdi for virksomheder og samfundet, hvorfor det er vigtigt fortsat at udbygge og understøtte designforskningsmiljøet, understreger Dorthe Mejlhede.
Det var et fremsynet Kulturministerium, der ultimo 2003 etablerede Center for Designforskning som et af verdens første nationale tværinstitutionelle forskningscentre for design. Formålet var at styrke designforskningen i Danmark på det kulturministerielle område, men i tilgift er grundlaget for en væsentlig, erhvervsrettet og samfundsrelevant forskning blevet styrket. Et resultat, som mange virksomheder, der samarbejder med centrets forskere, har opnået store konkrete fordele ved.
Designforskningen træder nye stier og skaber indsigter, der kan føre til innovative produkter og services. Herved kan designforskningen være en vigtig katalysator for innovation og således skabe værdi både for virksomheder og for samfundet.
![]() |
| Center for Designforsknings fornemste opgave er at fremme designforskningen i Danmark, bl.a. ved at være brobygger internt i designforskningsmiljøet såvel som mellem designforskningen og det omgivende samfund. Foto: Henrik Petit |
I løbet af de seneste år har centret skabt en selvstændig identitet og profil, som har fået en synlig international position. Arkitektskolen Aarhus, Danmarks Designskole, Designskolen Kolding og Kunstakademiets Arkitektskole har bl.a. ved hjælp af centrets forskningsmidler opbygget og videreudviklet deres forskning. Og centrets koordinering understøtter interaktionen mellem de fire skolers forskningsmiljøer og medvirker til forskningsområdets udvikling. Centret har desuden opbygget formidlingskanaler, der giver det omgivende samfund adgang til forskningen.
Siden Center for Designforskning blev etableret, har centret afholdt utallige konferencer, forskertræf og seminarer. Det er aktiviteter, der har indvirket positivt på designforskningsmiljøet og har tjent til, at den enkelte forskers netværk er blevet udbygget. Der er opnået en synergi, som i dag indebærer, at forskningsmiljøet på tværs af institutionerne blandt andet er i stand til at udvikle en fælles forskeruddannelse for området, etablere seniorforskeraktiviteter og fælles faglige arrangementer. Det er aktiviteter, der samler, udvikler og opbygger miljøet. Derudover er der afholdt møder og dialogskabende aktiviteter med henblik på at flytte viden fra forskning til erhverv. Der er sat et forskningsapparat i gang, som parallelt med de interne synergieffekter også i stigende grad har trukket eksterne forskningsmidler til sig.
Center for Designforskning fik ved Finanslovens vedtagelse ultimo 2009 bevilget nye designforskningsmidler for de kommende tre år og kan således frem til 2012 fordele seks mio. kr. til designforskningen på de fire institutioner. I marts 2009 fik centret af Kulturministeriet bevilget tre mio. kr. til forskning i 2009, som i løbet af 2009 er omsat til konkret forskning på institutionerne via centrets uvildige rådgivende forskningsudvalg. Det er blevet til 19 projekter i alt i årets løb. Projekterne er vævet sammen med forskeruddannelse og forskerrekruttering, f.eks. medfinansiering af ph.d.- og postdoc-projekter, finansiering af gæsteprofessorater, internationale forskningskonferencer samt prædoc-projekter, der typisk via ekstern finansiering udvikler sig videre til ph.d.- eller erhvervs-ph.d.-projekter. Projekterne omhandler f.eks. visualisering af abstrakte data i forbindelse med integrationen af elbiler i Danmark, etablering af et konsortium for strategisk design, forståelse af brugeroplevelser, sammenhængen mellem skrift og identitet samt en international konference om forholdet mellem design og filosofi – for blot at nævne indholdet i nogle af de 19 projekter.
I Center for Designforskning lægger vi vægt på, at vi i vores forskningsformidling bidrager til, at vidensniveauet om design i branchen og erhvervslivet øges i takt med forskningens produktion af ny viden. Det er vigtigt at kommunikere designforskningens potentialer og sætte dem på dagsordenen. Alene i 2009 har vi produceret 30 artikler om designforskningen i netmagasinet Mind Design, som udgives på både dansk og engelsk, samt udbygget forskernes profiler på hjemmesiden www.dcdr.dk. Artiklerne i Mind Design demonstrerer, at designforskningen er relevant for samfundet og en vigtig kilde til innovation – f.eks. havde novembernummeret et tema om bæredygtighed.
2009 var også året, hvor centrets Master i Design II afsluttede uddannelsen med flotte karakterer til de studerende og ros til uddannelsen fra de eksterne censorer. De mener, at uddannelsen giver de studerende ’multifacetterede kompetencer, hvor praktisk og akademisk viden er i frugtbar vekselvirkning og bringer kandidaterne til højere niveau, end hvis de alene beherskede enten professionelle eller akademiske kompetencer.’ Se artiklen Vidensopbygning ud fra designpraksis, Mind Design #21, om de masterstuderendes projekter.
Et værdifuldt internationalt blik på vores forskningsmiljø fik centret i august, da vi ved årets forskertræf havde besøg af en af verdens førende designforskere, professor Richard Buchanan, Case Western Reserve University, Cleveland, Ohio.
Richard Buchanan ser i dansk designforskning et stort potentiale, en konstruktiv dialog og en mangfoldighed, som er befordrende for yderligere studier og forskning. Den danske designtradition er så stærk, at den kan give dansk designtankegang gennemslagskraft på nye områder i Danmark og i udlandet, mener han. Ifølge Richard Buchanan har Danmark potentialet til at udvikle et stærkt designforskningsmiljø. Han påpeger, at designforskningen spiller en væsentlig rolle i dag, fordi den hjælper studerende og praktiserende designere med at forstå, hvilke nye retninger design må bevæge sig i, hvis det skal kunne styrke konkurrenceevnen både i virksomheder og på nationalt plan.
Ved fortsat at udbygge og understøtte designforskningsmiljøet kan Danmark udvikle designforskningskompetencer, der kan målrettes strategisk på afgørende områder for virksomhederne og bidrage til deres fortsatte innovation og konkurrenceevne. Det er derfor vigtigt i 2010 - og fremover - at videreudvikle designforskningens volumen og internationale gennemslagskraft, samarbejde om større forskningsprojekter, udvikle forskeruddannelsen, styrke forskningsformidlingen, efter- og videreuddanne vores tidligere studerende samt fortsat udbygge samarbejdet med erhvervslivet. Ikke mindst for at arbejde for, at designforskningens potentiale som katalysator for innovation bliver set – og udnyttet.
Godt nytår.
Dorthe Mejlhede
Januar 2010
Mind Design udgives af Center for Design-
forskning
Gengivelse tilladt med angivelse af kilde