Danish Centre for Design Research
ENGLISHDANSKKONTAKTSITEMAPRSSRSS

Det skal være en fest at genbruge


Send artikel
Print/pdf Abonnér Facebook

I isenkræmmerforretningen Kop & Kande på Bangs Torv i Herlev ved København står en boks til indsamling af batterier. Når man lægger et batteri i boksen, ryger den ned over en metalxylofon, der med sin lyd giver batteriet en festlig fanfare på dets vej ind i genbrugets kredsløb. Samtidig får man rabat i butikken for hvert indleveret batteri. Initiativet udspringer af forskningsprojektet DAIM ved Danmarks Designskole.

Af Mads Nygaard Folkmann

Gennemsigtighed
Gennemsigtighed. Butikschef Allan Asanovski fra Kop & Kande viser, hvordan alle batterierne bliver samlet sammen, og at man skal trykke på det grønne felt for at få sin rabatbon ud.
Foto: Mads Nygaard Folkmann
Batteriets cyklus
Batteriets cyklus. Indsamlingen af bat­terier sker i en boks, som man kan samle ud fra et ark pap, som man kan tage med hjem fra butikken. Boksen får udtryk af enten en brun abe eller en lyserød flodhest.
Foto: Mads Nygaard Folkmann
Genbruget starter hjemme
Genbruget starter hjemme. Batteribeholderen af pap på plads hjemme i bryggerset. Aben er tænkt til at opfordre børn til at være med til at huske, hvor brugte batterier skal hen.
Foto: Mads Nygaard Folkmann

Batteriboksen i Kop & Kande er både et eksperiment, en prototype og en designløsning i brug. I sin udformning med plexiglas, mekanisk frembragt lyd og synlig elektronik er den endnu langt fra at være modnet som færdigt produkt. Ikke desto mindre er den i fuld brug, og når man er færdig med at lægge batterier i, får man udskrevet en bon med rabatten – en procent per batteri, dog højst 10 procent, på køb i butikken.

Designforskning bag boksen

En del af baggrunden for boksen er forskningsprojektet DAIM, der bl.a. har sat fokus på, hvordan man bedst muligt involverer brugere i genanvendelse af affald. I samarbejde med Herlev Kommune og affaldsselskabet Vestforbrænding var udgangspunktet at finde ud af, hvordan man kunne få butikker til at spille en aktiv rolle i håndtering og genanvendelse af affald.

I forskningsprojektet er kunder og butikspersonale blevet interviewet, og der har været afholdt en række workshops med udvikling af fremtidsscenarier – alt sammen for at indsamle viden om brugernes ønsker og adfærd og om, hvordan man kan omsætte denne viden til konkrete løsninger i praksis.

Børnene er fremtiden

Omsættelsen af forskningsbaserede indsigter til konkrete løsninger kræver samtidig en afprøvning i den virkelige verden. På dette punkt har Kop og Kande i Herlev vovet pelsen og lagt rabatordning til projektet.
”Indsamlingen af batterierne har et tydeligt fokus på børn,” forklarer butikschef Allan Asanovski fra Kop & Kande.
”Min motivation for at gå ind i projektet er at lære især børn at passe på miljøet. Man skal hele tiden være opmærksom på det, der kan gøres – og her er det vigtigt at starte nedefra hos dem, der endnu ikke har de samme dårlige vaner som os andre,” forklarer han.

Projektets fokus på børn kommer også til udtryk ved, at studerende på Danmarks Designskole har designet en beholder til batterier, som man kan tage med hjem. Den er udformet som et pap­ark, hvor man kan trykke en form ud, som så kan samles til en beholder. På hver side af arket er der forskellige motiver – man kan enten samle en abe, en flodhest, en robot eller en minimalistisk model til at passe på de brugte batterier.

Både batteriboksen og beholderne er udviklet i samarbejde mellem DAIM og konsulentbureauet CIID – Copenhagen Institute of Interaction Design.


Mind Design #31, 2010


E-mail