Design som vidensform

Når man designer, frembringer man ny viden. Tilsvarende ligger der altid viden til grund for enhver designproces. Viden og design hænger uløseligt sammen, men åbner også for en masse spørgsmål: Er designpraksis en særlig videnspraksis? Hvad er specifikt for den viden, der opstår gennem design? Hvordan står designforskningen i dette spændingsfelt af design og viden? Nogle af de spørgsmål blev rejst på designforskningskonferencen Entwerfen. Wissen. Produzieren/Design. Knowledge. Production, som blev afholdt i Berlin den 23.-24. oktober 2009.

Af Mads Nygaard Folkmann

Designforskningen og dens forhold til sin genstand, design, er til diskussion. Det er den i Danmark og internationalt og således også i Tyskland, hvor det tyske selskab for designteori og -forskning, Deutsche Gesellschaft für Designtheorie und -forschung, med sin årlige konference havde taget initiativ til at sætte forholdet mellem design, viden og designforskning på dagsordenen.

I sin introduktion til konferencen pegede forskningsprofessor Claudia Mareis på det forhold, at design er en vidensform, og at designforskningen har en opgave i at få diskuteret og præciseret forholdet mellem design og viden.  Foto: Sarah Schipper

Viden igennem design

Konferencearrangørerne tog udgangspunkt i, at der findes designspecifikke måder at vide på, og at dette afspejler sig i forskningen. Når praksisbaserede designprojekter spiller en rolle i forskningen, giver det også nogle designmæssige kvaliteter i forskningen.
”Med begreberne Entwerfen, Wissen og Produzieren – design som skitsering og planlægning, viden og produktion – har vi villet angive et spændingsfelt, som design og designforskning befinder sig i,” introducerede Claudia Mareis, forskningsprofessor for designforskningens teori og historie på Hochschule der Künste i Bern, Schweiz.

Viden i design kan nemlig opstå både i en tidlig fase igennem designudkastet og i en senere fase, hvor designet er blevet produceret og sendt på markedet.
”Den viden, der bliver frembragt gennem designpraksis og produktion af design, gælder det om for designforskningen at indkredse og få sat begreber på,” forklarede Claudia Mareis.
”Der er sket et paradigmeskift inden for vidensproduktionen, hvor vi nu også taler om en praksisbaseret frembringelse af viden. Derfor er det vigtigt, at vi bruger forskningen til at udvikle vores forståelse af forholdet mellem design og viden.”

Anvendelse af viden og designforskning

Den moderne vidensproduktion er dermed en udfordring, både for designforståelsen og for designforskningen.
”Det er karakteristisk, at viden gennem design er en viden med en anvendelseskontekst,” fortalte Claudia Mareis.
”Begrebet ’anvendelseskontekst’ dækker hele det felt, inden for hvilket problemer indkredses på baggrund af frembragt viden, udviklede metoder, formidlede forskningsresulteter og typer af praktisk anvendelse. Det er en fordel, da den designmæssige viden bliver udbredt og kan vise sig samfundsmæssig relevant. Omvendt er der en fare, da der også kan ske en kommercialisering af vidensproduktionen.”

Dette kan give et paradoks for designforskningens produktion af viden. På den ene side skal designforskningen åbent bidrage til at skabe nye metoder, udbrede resultater og definere nye anvendelser af design. På den anden side kan det være et problem, hvis designforskningen i for høj grad bliver forpligtet på et bestemt formål.
”Det er afgørende at holde perspektivet for designforskning åbent og kritisk og konstant spørge til, hvad forbindelsen mellem design og forskning betyder for design som en praksis, der består i at udvikle noget nyt – hvad det er, forskningsperspektivet gør muligt for design,” påpegede Claudia Mareis.

Professor Wolfgang Schäffner mente, at der inden for en række klassiske videnskaber er sket et design turn, hvor det ikke alene drejer sig om at udvikle begreber og metoder, men også få dem omsat til konkret anvendelse.  Foto: Sarah Schipper

The design turn

En del af konference tog netop fat i diskussion af viden og i det forhold, at design grundlæggende ændrer den måde, viden formuleres og opfattes på.

Wolfgang Schäffner, professor på Humboldt Universität, pegede på, at design i dag står i midten af videnskab, humaniora og teknisk videnskab. Han så en tendens i en række fag til at lade design indgå som en form for videnskab om, hvordan teoretiske indsigter bliver omsat til noget konkret.
”Man kan f.eks. se et design turn i humaniora,” påpegede han. ”Spørgsmålet er her bl.a., hvordan man kan gå fra analyse til praksis. Humaniora er et af de områder, hvor der er sket en vending henimod at arbejde med konkret formgivning.”

Wolfgang Schäffner mente, at der herved er opstået en historisk chance for design. Designspørgsmål dukker op i andre fag, hvilket samtidig kaster nyt lys tilbage på design. Ved at indgå i andre fag, bliver design udviklet som interdisciplinært fag og som et interface for andre videnskaber.
”Design kan ses som en videnskab, der omsætter og implementerer viden fra andre videnskaber,” mente Wolfgang Schäffner.

I sit oplæg fremhævede professor Peter Friedrich Stephan kunstprojektet Schwarzmarkt for dets nybrydende udforskning af grænsen mellem viden og ikke-viden. Projektet er flere gange blevet omsat til en begivenhed, hver gang med en række eksperter inden for et område, som deltagerne har kunnet få 30 minutters samtale med. I den mundtlige og fortællende form for vidensformidling sker der både en overførsel og et tab af viden, da man ikke får alt med. www.schwarzmarkt-archiv.de. Design: Mobile Akademie ved Hannah Hurtzig

Viden og ikke-viden

Samtidig er det en styrke ved design, at det også stiller spørgsmålstegn ved, hvad viden i det hele taget er. Således spurgte Peter Friedrich Stephan, professor på Kunsthochschule für Medien i Köln, hvordan viden og ikke-viden forholder sig til hinanden, når man ser på design som udvikling af nyt i en praksis. 

En af professor Peter Friedrich Stephans centrale pointer var, at design muliggør ny viden – bl.a. fordi designprocessen i sit fremadrettede perspektiv også altid inddrager noget nyt og hidtil ukendt.  Foto: Sarah Schipper

Design er nemlig, som Peter Friedrich Stephan påpegede, prospektivt. Det kan fremadrettet frembringe ny viden, hvilket ofte sker i spring, eller uden at man til en start kan redegøre præcist for, hvad der sker undervejs. Peter Friedrich Stephan pegede på, at design både kan ses som fysiske ting, der har en vis udstrækning, og som noget, der foregår i hovedet i en kognitiv innovation.

Med dette som udgangspunkt gav Peter Friedrich Stephan en opsamling på designs forhold til viden.
”Det gælder om at indkredse det, man ikke kan vide, og herigennem spørge til, både hvilke vidensbegreber man arbejder med, og hvad forholdet mellem viden og ikke-viden er,” forklarede han.
”Endelig kan man spørge, hvordan man kan føre viden og ikke-viden sammen i udkastet og frembringelsen af design. Det drejer sig om gennem designprocessen at nå frem til nye, eksperimentelle vidensrum. Det kognitive design og dets udkast kan ses som en specifik form for erkendelse. Man kan på den måde se designprocessen som noget, der muliggør nye vidensrum,” sagde Peter Friedrich Stephan.