I februar var København centrum for Copenhagen Fashion Week, og designforsker Erik Hansen-Hansen fra Danmarks Designskole var blandt deltagerne. Men han fokuserer ikke på det, som den københavnske modeuge egentlig handler om, nemlig dansk mode. Han forsker i global luksusmode og interesserer sig for, hvordan de globale luksusbrands viser sig i den danske modeverden. Han mener nemlig, at de er dagsordensættende for en stor del af verdens modeindustri – og således også påvirker den danske. Og at det er vigtigt for danske modevirksomheder at forstå modebranchens internationale netværk.
Af Trine Vu
Under Copenhagen Fashion Week’s utallige modeshows, messer, udstillinger og mediebegivenheder bevægede forskningsadjunkt Erik Hansen-Hansen fra Danmarks Designskole sig rundt på sidelinjen og noterede sig blandt andet, at der midt på bordet hos et dansk designfirma stod en brun Louis Vuitton-logotaske.
|
| Videosekvens fra Kopenhagen Furs’ åbningsshow på Copenhagen Fashion Week. Erik Hansen-Hansen er med til modemessen for at undersøge, hvordan den globale luksusmode smitter af på den danske modebranche. Foto: Erik Hansen-Hansen. |
Og for Erik Hansen-Hansen er dét mere interessant, end om kjolerne på catwalken i år er korte eller lange, bløde eller rå. Han er en del af modekonsortiet MOKO og forsker i global luksusmode. Netop den globale luksusmode glimrer i København først og fremmest ved sit fravær. Derfor er det de små symboler på, at den globale luksusmode alligevel smitter af på den danske modebranche, som han holder øje med på den københavnske modemesse - for eksempel den berømte logotaske fra det store franske modehus Louis Vuitton. Logotasker er vigtige, fordi de viser, hvordan forbrugerne forholder sig til de store modehuse - og fordi logotasker økonomisk set er en meget bedre forretning end selve designertøjet.
MOKO arbejder tæt sammen med den danske modebranche og designskolernes modeuddannelser om at formulere de modeforskningsprojekter, konsortiet arbejder med. MOKO’s designforskere forsker bl.a. i modens økonomiske og kulturelle kredsløb. Og selvom modeforskningen i MOKO er relativt ung, er der stor efterspørgsel efter den viden, konsortiet genererer.
”Vi oplever i MOKO en bred interesse for modeforskning - fra mode- og tekstilbranchen, men også fra uddannelsesinstitutioner og medier. Efterspørgslen er faktisk så stor, at vi planlægger at udgive en bog med artikler om de mange forskellige emner inden for modeforskning, som MOKO dækker. Udgivelsen skal give et state of the art-billede af modeforskningen lige nu,” siger Erik Hansen-Hansen.
Erik Hansen-Hansen fokuserer i sit forskningsprojekt Luksusmoden og de globale modekontrolbyer på de store modebyer Milano, Paris, London, New York og Tokyo. Han har netop været på research i Italien for blandt andet at finde ud af, om Rom måske er the missing link, som kan forklare, hvorfor netop Milano - og ikke f.eks. København - er et af modens internationale centre.
”Selv om mode og beklædning er en væsentlig del af dansk eksport, og dansk mode er internationalt anerkendt, er Danmark ikke dagsordensættende på verdensplan, når det gælder global luksusmode. Vi har ikke verdenskendte luksusbrands, der skaber internationale trends, ligesom italienske mærker som Prada og Gucci, og det har givetvis noget med hele vores kultur at gøre,” siger Erik Hansen-Hansen og forklarer:
”Det er blandt andet det, jeg var i Rom for at undersøge. Hvis man skal forstå, hvorfor Milano er blevet modecentrum, er man nødt til at kigge på Rom, og Rom har historisk set altid haft et overklasseliv, der har haft stor indflydelse på skabelsen af luksusmode. I Danmark har vi lige modsat altid prist det enkle og rationelle design. Vi har historisk en meget modernistisk, minimalistisk, næsten asketisk tilgang til design, og det passer simpelthen ikke til luksusmode. Luksusmode drejer sig om forførelse og skønhed. Den er prangende og provokerende - og det matcher bare den italienske kultur bedre,” forklarer Erik Hansen-Hansen.
|
| Copenhagen Fashion Week er Nordeuropas største modeevent og afholdes hvert år i februar og august. Copenhagen Fashion Week omfatter bl.a. modeshows og 3 store modemesser. Foto: Erik Hansen-Hansen |
Når Erik Hansen-Hansens interesserer sig for global luksusmode, er det bl.a. fordi den stilistisk og æstetisk er dagsordensættende for en stor del af verdens modeindustri. Og således også for den danske modebranche. Og han mener, at hvis man som dansk producent af mode vil deltage på de internationale modemarkeder, er det væsentligt at have indblik i, hvordan modebranchens internationale netværk fungerer.
”Viden om den globale luksusmode og modebranchens internationale netværk også vigtig, hvis vi i Danmark gerne vil skabe globale luksusbrands, som f.eks. det nu lukkede Annhagen var et forsøg på, og som er noget, der kan skabe positive netværkseffekter i hele den danske modecyklus,” siger han.
”Jeg mener, at en stærk modenation bør have nogle stærke luksusbrands, og her kan forskningen bidrage med væsentlig viden til virksomhederne i modebranchen.”
Erik Hansen-Hansen arbejder meget med netværksteori i sin forskning, og fokuserer f.eks. på, hvordan større mønstre efterlignes i det små. Under modeugen i København lagde han mærke til, hvordan messen var bygget op efter nøjagtig samme model som de globale luksusmodemesser.
”Mønstret er præcis det samme. Hierarkiet er det samme, og de forskellige roller er fordelt på samme måde. Det er bare ikke superstjerner som Karl Lagerfeld eller Madonna, der sidder på forreste række til de store shows i København. Her har man i stedet inviteret f.eks. en minister eller en tidligere dansk supermodel,” fortæller Erik Hansen-Hansen.
Modekonsortiet MOKO er et samarbejde mellem Designskolen Kolding og Danmarks Designskole i regi af Center for Designforskning samt Kunstindustrimuseet. MOKO blev grundlagt i 2006 og har 8-10 forskere er tilknyttet. Leder af MOKO er lektor og centerleder Julie Sommerlund. Formålet er at samle, generere og formidle viden om mode via forskning, konferencer, medier og web. MOKO var sidste år bl.a. vært for to store internationale seminarer. Andre konkrete resultater af konsortiets arbejde er rapporter - bl.a. Dansk mode: Historie, Design, Identitet af Marie Riegels Melchior og Nikolina Olsen-Rule, som nu er undervisningsmateriale på flere uddannelsesinstitutioner. En rapport om samarbejder mellem modeuddannelser og -erhverv er på vej. Erik Hansen-Hansen er ph.d. og forskningsadjunkt på Danmarks Designskole og en del af modekonsortiet MOKO. I sit forskningsprojekt Luksusmoden og de globale modekontrolbyer undersøger Erik Hansen-Hansen, hvordan de globale modekontrolbyer Milano, Paris, New York, London og Tokyo påvirker den internationale luksusmode. Byerne er knudepunkter for strømme af informationer, beslutninger, kapital og arbejdskraft, og modebranchens værdiskabende aktiviteter som design, salg, medier, markedsføring, branding, finansiering og forbrug er koncentreret her. Se artiklerne Konsortier åbner døre, Mind Design # 26, Fortællingen giver modeprodukter værdi, Mind Design #17 og Tværfaglig ph.d.-afhandling er et vægtigt bidrag til dansk designforskning, Mind Design # 10. |
Forsidefoto: Erik Hansen-Hansen